Ofres rettigheder i hvert enkelt land

Østrig

Indholdet er leveret af
Østrig

Hvordan anmelder jeg en forbrydelse?

Hvis du er offer for en strafbar handling, kan du anmelde dette på en vilkårlig politistation eller hos anklagemyndigheden.

Du kan indgive anmeldelsen såvel mundtligt som skriftligt. Din underskrift er påkrævet. Anmeldelsen kan også indgives af tredjemand. Du er ikke forpligtet hertil, men det anbefales, at du angiver dine personlige oplysninger inkl. en adresse, hvor du kan nås, samt tredjemandens personlige oplysninger.

Desuden anbefales det så vidt muligt at fremlægge beviser og oplysninger om den mistænkte person, da dette gør efterforskningen væsentligt nemmere.

Politiet har sin egen formular (normalt computerunderstøttet) med henblik på at indføre oplysningerne i en protokol. Dine oplysninger om forbrydelsen er fra dette tidspunkt en del af sagens akter.

Du kan foretage en anmeldelse på en vilkårlig politistation eller direkte hos anklagemyndigheden.

Din forklaring kan afgives på tysk samt på de officielle regionale sprog.

Hvis du ikke taler tysk eller andre af de officielle sprog, har du ret til tolkebistand.

Ved bestemte forbrydelser (f.eks. vold, seksualforbrydelser) kan du i forbindelse med indgivelse af anmeldelsen benytte dig af den bistand (Prozessbegleitung), som ydes af offerstøtteorganisationer.

Der er ingen officiel frist for indgivelse af en anmeldelse. Til trods herfor kan politiet, anklagemyndigheden og retten ikke længere forfølge forbrydelsen efter udløbet af en bestemt periode, der er fastlagt i loven. Længden af denne frist afhænger af den pågældende forbrydelse (forældelsesfrister).

De retshåndhævende myndigheder er forpligtet til at påbegynde efterforskningen, hvis de bliver bekendt med en angivelig overtrædelse af straffeloven (undtagelse: forbrydelser i forbindelse med private påtaler).

Hvordan kan jeg få oplyst, hvad der sker i sagen?

Når du har foretaget en anmeldelse, modtager du en skriftlig bekræftelse på din anmeldelse. På bekræftelsen er der angivet et sagsnummer. Når du i det videre forløb kontakter den kompetente politistation under angivelse af dette sagsnummer, kan du komme i kontakt med den politiassistent, der behandler din sag.

Når du indgiver en skriftlig anmeldelse til politiet eller anklagemyndigheden, skal du først spørge efter sagsnummeret. Offerstøtteorganisationer kan være dig behjælpelig i den forbindelse.

Du har ret til at få indsigt i straffesagens akter. Adgangen til akterne må kun nægtes eller begrænses, hvis dette kan bringe efterforskningen i fare, eller hvis der er risiko for, at dette kunne have indflydelse på dit vidneudsagn.

Anklagemyndigheden informerer dig om vigtige sagsskridt. Du bliver således underrettet, hvis forbrydelsen ikke bliver forfulgt yderligere, eller der påtænkes en alternativ afvikling (Diversion).

Har jeg krav på retshjælp (under efterforskningen eller retssagen)? Under hvilke forudsætninger?

Du kan få bistand og lade dig repræsentere af en advokat, en medarbejder i en offerstøtteorganisation eller en anden egnet person.

Hvis du har krav på juridisk procesrådgivning, modtager du gratis bistand fra advokater i samarbejde med specialiserede offerstøtteorganisationer i forbindelse med håndhævelsen af dine rettigheder i straffesagen. Krav på procesrådgivning har ofre, der gennem en forsætligt begået forbrydelse blev udsat for vold eller farlig trussel, eller som blev kompromitteret i deres seksuelle integritet, eller hvis personlige afhængighed blev udnyttet gennem en sådan forbrydelse. Krav på procesrådgivning eksisterer også, hvis en persons død kan være blevet forårsaget af en forbrydelse, og du er nær pårørende til denne person, eller du i øvrigt er nær pårørende til denne person og var vidne til handlingen. Procesrådgivningen skal være nødvendig for beskyttelsen af ofrenes rettigheder; den skal sikres via en offerstøtteorganisation.

Hvis du ikke har krav på procesrådgivning, kan du ansøge retten om gratis retshjælp, såfremt du er indtrådt i sagen som civil part. Hvis retten vurderer, at juridisk bistand er nødvendig (først og fremmest for at undgå et efterfølgende civilt søgsmål), og din indtægt ikke er tilstrækkelig til selv at betale en advokat uden at true dit livsgrundlag, accepteres ansøgningen.

Kan jeg ansøge om godtgørelse af mine udgifter (deltagelse i efterforskning/retssag)? Under hvilke forudsætninger?

Der sker godtgørelse af rejseudgifter til/fra anklagemyndigheden eller retten eller til/fra afhøringsstedet samt økonomisk kompensation for medgået tid, hvis der herved er lidt et formuetab. Hvis du som vidne overnatter på et sted og her skal indtage morgenmad, frokost eller middagsmad godtgøres disse opholdsudgifter op til et bestemt beløb. Du skal gøre dit krav om godtgørelse gældende inden for 14 dage.

Kan jeg indgive en klage, hvis min sag indstilles, inden der rejses tiltale?

Hvis anklagemyndigheden indstiller sagen, skal du informeres herom. Derefter kan du inden for fjorten dagen kræve at få en begrundelse for indstillingen af sagen hos anklagemyndigheden. Derudover kan du også indgive en begæring om fortsættelse af sagen, hvis

  • en lov blev overtrådt eller urigtigt anvendt
  • der er væsentlige bekymringer med hensyn til rigtigheden af de omstændigheder, der blev lagt til grund for afgørelsen om at afslutte sagen, eller
  • hvis der fremlægges nye fakta eller beviser, som retfærdiggør en fortsættelse.

Begæringen skal indgives inden for fjorten dage efter anklagemyndighedens underretning om henholdsvis indstillingen af sagen eller meddelelsen af begrundelsen for indstillingen. Hvis du ikke har modtaget nogen meddelelse om indstillingsbeslutningen inden for denne frist, forlænges fristen til tre måneder fra tidspunktet for afgørelsen. Begæringen om en fortsættelse skal indsendes til anklagemyndigheden.

Hvis anklagemyndigheden vurderer, at begæringen er berettiget, fortsættes sagen. I modsat fald skal den udarbejde en udtalelse og fremsende denne sammen med akterne til afgørelse ved den ret, som tager stilling til din begæring. Tager retten begæringen til følge, skal anklagemyndigheden fortsætte sagen. Ellers bliver begæringen afvist.

Hvis anklagemyndigheden inden for rammerne af en alternativ afvikling frafalder sagen, er en begæring om fortsættelse ikke tilladt.

Hvis der blev rejst tiltale, og anklagemyndigheden derefter frafalder tiltalen, har du under visse omstændigheder ret til at opretholde tiltalen som subsidiær påtaleberettiget. Du skal forud herfor indtræde i sagen som civil part. Derefter bliver du med erklæringen om opretholdelse af tiltalen til subsidiær påtaleberettiget.

Kan jeg deltage i hovedforhandlingen?

Du kan deltage i hovedforhandlingen som offer. Du bliver kun indkaldt til retten, hvis du skal afhøres som vidne. Kun som vidne er et offer forpligtet til at efterkomme en indkaldelse til afhøring.

Hvis du benytter procesrådgivning, informeres den offerstøtteorganisation, som leverer disse tjenester, om tidspunkter for retsmøderne.

Hvis du blev afhørt kontradiktorisk i forbindelse med efterforskningen, bliver du kun informeret om tidspunktet for hovedforhandlingen, hvis du selv anmoder herom. Som civil part, subsidiær påtaleberettiget eller som privat påtaleberettiget informeres du rettidigt om de datoer, der er fastsat for retsmøderne. Uafhængigt af, om retsmødet er offentligt eller ej, har du som offer ret til at være til stede og have en betroet person til stede - en advokat, en medarbejder i en offerstøtteorganisation eller en anden person. Du har ret til at stille spørgsmål til de(n) tiltalte eller til andre vidner og sagkyndige samt til at blive hørt vedrørende dine erstatningskrav.

Hvis du er civil part, kan du foretrække ikke at være til stede under retsmøderne. Hvis du imidlertid er privat påtaleberettiget og ikke møder op til retsmødet, er der en uafkræftelig formodning for, at du ikke længere har nogen interesse i en domfældelse, og retten skal indstille sagen.

Hvis du ikke taler tysk (eller andre af de officielle sprog), har du ret til gratis tolkeydelser under retsmødet.

Hvilken officiel rolle har jeg i retssystemet? Er min rolle fastlagt, eller kan jeg vælge mellem: Offer, vidne, civil part eller adhæsionssagsøger?

Du er offer, hvis du opfylder de lovbestemte forudsætninger: Offerstilling har

  • personer, der gennem en forsætligt begået forbrydelse kan være blevet udsat for vold eller farlig trussel, kompromitteret i deres seksuelle integritet og selvbestemmelse eller gennem en sådan forbrydelse udnyttet i deres personlige afhængighed.
  • ægtefælle, registreret partner, livsledsager, slægtninge i lige linje, bror eller søster og andre underholdspligtige til en person, hvis død kan være forårsaget af en forbrydelse, eller andre pårørende, som var vidner til handlingen og
  • enhver anden person, der har lidt skade i kraft af en forbrydelse, eller på anden måde muligvis er blevet påvirket i deres strafferetligt beskyttede retsgoder

Du er vidne, hvis du har gjort dig iagttagelser, der er relevante for straffesagen. Dette skal afgøres i forbindelse med politiets og anklagemyndighedens efterforskning. I forbindelse med hovedforhandlingen påhviler denne afgørelse retten.

Det er op til dig, om du vil indtræde i sagen som civil part.

Også beslutningen om, hvorvidt du i tilfælde af frafaldelse af tiltalen optræder som subsidiær påtaleberettiget, skal du selv træffe.

Hvilke rettigheder og forpligtelser har jeg i denne rolle?

Som offer har du ret til, at alle myndigheder under sagen tager hensyn til din personlige værdighed og din interesse i at beskytte din privatsfære. Der skal i passende grad tages hensyn til dine rettigheder, interesser og særlige beskyttelsesbehov. Alle ofre skal så tidligt som muligt informeres om deres rettigheder og muligheden for at få bistandsydelser og erstatning.

På forlangende skal du have en bekræftelse af modtagelsen af anmeldelsen.

Ethvert offer har ret til at lade sig repræsentere og rådgive. Dette kan enten ske via en advokat, en offerstøtteorganisation eller en anden egnet repræsentant. Hvis du har krav på procesrådgivning, vil du blive repræsenteret i sagen af din juridiske procesrådgiver.

Hvis du ikke opfylder forudsætningerne for juridisk procesrådgivning, vil du alligevel som civil part blive repræsenteret af en advokat, i hvilken forbindelse du under bestemte forudsætninger vil have mulighed for at ansøge om retshjælp.

Som vidne er du fritaget for din pligt til at udtale dig, hvis du hermed ville belaste et familiemedlem. Du kan ikke påberåbe dig denne ret, hvis du er voksen og samtidig i forbindelse med straffesagen har gjort krav om erstatning gældende som civil part.

Det er muligt at nægte at besvare enkelte spørgsmål:

  • hvis det ville være skamfuldt for dig at besvare spørgsmålet, eller hvis du ville udsætte dig for en umiddelbar og betydelig formueretlig ulempe
  • hvis svaret ville vedrøre din eller en anden persons privatsfære
  • hvis du anser spørgsmål vedrørende detaljer i en seksualforbrydelse for at være urimelige.

Til trods herfor kan du imidlertid være forpligtet til at udtale dig, hvis din udtalelse har særlig betydning for sagens genstand.

Hvis der er andre personer til stede under din afhøring, skal det sikres, at dine personoplysninger ikke offentliggøres. Du er ikke forpligtet til at oplyse din bopælsadresse. I stedet har du mulighed for at angive en anden adresse, hvor myndighederne kan komme i kontakt med dig.

Du har ret til at få indsigt i sagens akter, såfremt dine interesser er berørt. Mod betaling af et gebyr kan du også kræve at få kopier af akterne.

Hvis en tiltalt løslades fra varetægtsfængsel, skal du informeres herom, såfremt du er offer for vold i hjemmet, forsætlig vold, farlig trussel eller kompromittering af din seksuelle integritet. Hvis du var offer for en anden forbrydelse, skal du ansøge om, at du gerne vil informeres om gerningsmandens løsladelse.

Du skal informeres om sagens indstilling og fortsættelse og om anklagemyndighedens afbrydelse af efterforskningen. Ved en påtænkt alternativ afvikling af sagen skal du informeres fyldestgørende om dine rettigheder. Du kan ansøge om en fortsættelse af sagen, hvis anklagemyndigheden har indstillet den.

Hvis du ikke behersker tysk i tilstrækkelig grad, er døv eller stum, har du ret til oversættelseshjælp. Du er berettiget til at deltage i kontradiktoriske afhøringer, rekonstruktioner og hovedforhandlingen. Her har du ret til at stille spørgsmål og nedlægge påstande.

Kan jeg afgive en erklæring eller udtalelse i forbindelse med retsmødet? Under hvilke forudsætninger?

Som offer kan du inden for rammerne af en udtalelse eller anden deltagelse i et retsmøde eller afhøring afgive erklæringer i forbindelse med dine offerrettigheder. Du kan eksempelvis erklære, at du indtræder i sagen som civil part og kræve tilkendelse af erstatning. Du kan også stille spørgsmål til tiltalte.

Du kan afgive en udtalelse, hvis du indkaldes til en afhøring eller et retsmøde.

Såfremt du er vidne, er du forpligtet til at efterkomme indkaldelser og afgive en korrekt og fuldstændig udtalelse.

Hvilke oplysninger får jeg under retsmødet?

Under retsmødet bliver du ved afhøringens begyndelse informeret om dine rettigheder.

Du har ret til at deltage i hele retsmødet.

Ved retsmødets afslutning afsiges dommen. Du kan erfare dommens indhold ved at blive indtil retsmødets afslutning eller ved at få indsigt i retsakterne.

Hvis du er indtrådt i sagen som civil part, er retten forpligtet til også at tage stilling til dit krav i dommen. Hvis det i dommen angives, at du får erstatning, udgør dommen et civilretligt eksekutionsgrundlag, og du har mulighed for at ansøge det offentlige om et forskud på erstatningsbeløbet. Dette er imidlertid knyttet til den forudsætning, at den dømte på grund af afsoningen af en (friheds-)straf ikke kan opfylde betalingsforpligtelsen med det samme.

Endvidere kan retten beslutte, at genstande, der tilhører offeret, men som befinder sig blandt tiltaltes ejendele, skal leveres tilbage til offeret

Får jeg indsigt i retsakterne?

Du har ret til at få indsigt i straffesagens akter. Adgangen til akterne må kun nægtes eller begrænses, hvis dette kan bringe efterforskningen i fare, eller hvis der er risiko for, at dette kunne have indflydelse på dit vidneudsagn.

Sidste opdatering: 06/11/2018

De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af de respektive EU-lande. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Europa-Kommissionen påtager sig ingen form for ansvar for oplysninger eller data, der optræder i nærværende dokument, eller hvortil der henvises heri. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.

Feedback

Brug formularen nedenfor til at skrive kommentarer og feedback om vores nye website