Tiltalte i straffesager

Njemačka

Sadržaj omogućio
Njemačka

Anklagemyndigheden indleverer anklageskriftet til retten, og retten afgør i en mellemliggende procedure, om der skal rejses tiltale, dvs. gennemføres en retssag, eller ej.

Hvis retten antager sagen, indledes der med en hovedforhandling. Hovedforhandlingen kan finde sted over en eller flere dage. Der er også mulighed for at behandle tiltalen i en fremskyndet procedure, hvor der gælder særlige regler.

Hvordan forløber hovedforhandlingen?

Først konstateres det, hvem der er til stede (anklagemyndighed, du og eventuelt din forsvarer, vidner, eksperter). Derefter skal vidnerne vente uden for retssalen.

Du bliver spurgt om dine personlige data. Du skal oplyse navn, adresse, fødselssted og -dato, nationalitet, civilstand og erhverv. Du behøver ikke at oplyse, hvor meget du tjener.

Derpå oplæses anklageskriftet.

Du får lejlighed til at udtale dig om anklagepunkterne. Dette behøver du ikke at gøre, du kan også forholde dig tavs. Din tavshed må ikke give retten anledning til at drage konklusioner til skade for dig. Derefter føres beviserne, dvs. vidner og eksperter afhøres, og/eller dokumenter oplæses.

Til sidst vurderer anklagemyndigheden og – hvis du har en sådan – din forsvarer efter hinanden resultatet af bevisførelsen og nedlægger påstand om domfældelse eller frifindelse.

Du får det sidste ord.

Retten afsiger dommen og begrunder den.

Hvor vil hovedforhandlingen blive afholdt?

Hovedforhandlingen afholdes dér, hvor anklagemyndigheden rejser tiltale; der findes lovbestemmelser i denne forbindelse. Ofte afholdes hovedforhandlingen ved retten på det sted, hvor lovovertrædelsen blev begået.

Om hovedforhandlingen gennemføres ved by- eller landsretten eller Oberlandesgericht, afhænger af, hvilken straf der kan forventes for lovovertrædelsen. Kan der som straf kun forventes bøde eller frihedsstraf på op til to år, behandles sagen af en dommer ved byretten. Kan der forventes en frihedsstraf på over 2-4 år behandles sagen af tre dommere ved byretten bestående af en juridisk dommer og to lægdommere (domsmænd). Forventes en frihedsstraf på over fire år behandles sagen af landsretten med to eller tre juridiske dommere og to lægdommere. I sager vedrørende statens sikkerhed har Oberlandesgericht kompetence med tre juridiske dommere.

Er hovedforhandlingen offentlig?

Hovedforhandlingen er offentlig. Offentligheden udelukkes kun i undtagelsestilfælde, f.eks. for at beskytte vidner.

Kan anklageskriftet ændres under hovedforhandlingen?

Der kan foretages mindre ændringer af punkterne i anklageskriftet på grundlag af en henvisning fra retten. Nye anklagepunkter kan under hovedforhandlingen kun rejses i form af et tillægsanklageskrift. En sådan udvidelse af anklagepunkterne behandles imidlertid kun med dit og rettens samtykke.

Hvad sker der, hvis jeg erklærer mig skyldig i nogle eller alle anklagepunkter under hovedforhandlingen?

En tilståelse afslutter ikke sagen. Det kan dog forekomme, at retten undlader at inddrage visse beviser, fordi den finder din tilståelse troværdig, f.eks. fordi den underbygges af allerede fremlagte beviser. Retten har lov til at nedsætte straffen i forbindelse med en tilståelse. Under visse omstændigheder kan din tilståelse omfattes af en såkaldt aftale. Denne aftale vedrører kun strafudmålingen, men ikke, om du kendes skyldig eller ej.

Hvilke rettigheder har jeg under hovedforhandlingen?

Du skal principielt være til stede under hovedforhandlingen. Hvis du ikke er fritaget for forpligtelsen til at være til stede og alligevel ikke møder op, suspenderes hovedforhandlingen, og der kan udstedes en fængslingskendelse mod dig. En undtagelse gælder i forbindelse med en hovedforhandling i bødevedtagelsessager.

Hvis du ikke behersker sproget tilstrækkeligt, indkalder retten en tolk, som under hovedforhandlingen gengiver alle væsentlige forløb og udtalelser.

Du har lov til at lade dig forsvare af en advokat. I visse tilfælde skal du lade dig forsvare af en advokat. Hvis du i disse tilfælde ikke vælger en advokat, tildeler retten dig en beskikket forsvarer.

Hvilke rettigheder har jeg med hensyn til de beviser, der fremlægges mod mig?

Efter bevisførelsen kan du udtale dig om den. Du kan protestere mod, at der føres og anvendes beviser, som du finder uretmæssige.

Du kan anmode om, at der foretages yderligere bevisførelse. Du kan også selv fremlægge beviser, men har ikke samme beføjelser som politiet. Du må f.eks. ikke aflytte telefoner og fremlægge optagelser som bevis.

Du kan få vidner til at fortælle det, de har bemærket, og kan også medbringe vidnerne i retten. Du skal imidlertid tænke på, at vidner har pligt til at tale sandt i retten.

Vidner udspørges først af retten og anklagemyndigheden. Derefter må din advokat og du stille spørgsmål til vidnerne.

Normalt oplæses en udskrift af strafferegistret. Hvis du allerede er dømt for en lovovertrædelse, som ligner den, der behandles nu, kan den tidligere dom også oplæses. Tidligere domfældelser i andre medlemsstater er ikke indeholdt i registret. Men hvis retten på anden måde har fået kendskab til tidligere domme, kan den også tage hensyn til sådanne oplysninger under hovedforhandlingen.

Hvad sker der ved hovedforhandlingens afslutning?

Hovedforhandlingen kan afsluttes med en dom eller en indstilling.

I de fleste tilfælde afsluttes hovedforhandlingen med en dom. Alt efter bevisets stilling kan retten dømme eller frifinde dig. De mulige straffe er bøde og frihedsstraf. Desuden kan der i visse tilfælde, der er fastsat i loven, idømmes en foranstaltning, f.eks. anbringelse i en psykiatrisk institution eller en afvænningsinstitution eller i form af forvaringsstraf. Dette omfatter også frakendelse af førerretten. Som såkaldt tillægsstraf kan retten idømme et kørselsforbud.

En bøde idømmes som et bestemt antal dagbøder (f.eks. 50 dagbøder på hver 15 EUR). En dagbod udgør altid en tredivtedel af den månedlige indkomst. En bøde kan også "arbejdes af". Hvis du ikke betaler bøden eller ikke "arbejder den af", frihedsberøves du én dag for hver dagbøde. I forbindelse med en bøde på op til 180 dagbøder kan straffen under visse betingelser også gøres betinget. Du får i det tilfælde tildelt en advarsel og skal kun betale bøden, hvis du efter dommen igen begår en lovovertrædelse eller ikke overholder pålagte vilkår.

Frihedsstraffe på op til to år kan gøres betingede. Hvis du ikke holder dig straffri, kan straffen fuldbyrdes.

Ved siden af straf kan der idømmes foranstaltninger og tillægsstraffe.

Hvilken rolle har offeret under hovedforhandlingen?

I de fleste tilfælde er offeret et vigtigt vidne og afhøres som sådant.

Offeret for visse strafbare handler kan også deltage aktivt i hovedforhandlingen, hvis offeret har ret til at anlægge et civilt søgsmål. Som civil part har offeret lov til selv eller via sin advokat - hvis offeret gør brug af advokatbistand at stille spørgsmål og indgive anmodninger om bevisførelse. Ved hovedforhandlingens afslutning må offeret eller ofrets advokat afgive et afsluttende indlæg med en begæring vedrørende straffen.

Yderligere oplysninger

Hovedforhandlingen er reguleret i strafferetsplejeloven og loven om domstolenes ordning.

Sidste opdatering: 30/08/2019

De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af de respektive EU-lande. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Europa-Kommissionen påtager sig ingen form for ansvar for oplysninger eller data, der optræder i nærværende dokument, eller hvortil der henvises heri. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.