Tiltalte i straffesager

Slovakiet

Indholdet er leveret af
Slovakiet

A) Hvor foregår retssagen?

Hovedforhandlingen finder normalt sted ved kredsdomstolen. I nogle tilfælde kan retsmøder også finde sted ved den særlige domstol i straffesager eller kredsdomstolen i regionens hovedstad.

Retssagen finder sted ved den domstol, i hvis retskreds lovovertrædelsen blev begået.

Retsmøder kan også afholdes ved den domstol, i hvis retskreds tiltalte har bopæl, arbejder eller opholder sig, eller ved den domstol, i hvis retskreds anklageren har rejst tiltale.

B) Kan anklagepunkterne ændres under retssagen? Hvis det er tilfældet, hvilken ret har jeg til at blive informeret om dette?

Hvis anklageren ønsker at omklassificere lovovertrædelsen til en anden end den af politiet konstaterede lovovertrædelse, skal anklageren underrette dig, inden han eller hun rejser tiltale, og spørge dig, om du ønsker yderligere efterforskning.

Hvis det efter indledningen af hovedforhandlingen viser sig, at du har begået en anden strafbar handling, hjemviser retten sagen til anklageren, hvis han anmoder herom, med henblik på yderligere efterforskning som led i den forberedende procedure.

Hvis retten ønsker at erklære dig skyldig i en strafbar handling i henhold til en strengere bestemmelse i loven end den, der er blevet anvendt til klassificering af lovovertrædelsen i anklageskriftet, kan den gøre det, men den skal underrette dig om denne mulighed, inden efterforskningen afsluttes endeligt.

Retten giver dig en ny frist til at forberede dit forsvar og udsætter hovedforhandlingen med mindst fem arbejdsdage, hvis du anmoder om det.

C) Hvilke rettigheder har jeg under retssagen?

i) Skal jeg give møde for retten? På hvilke betingelser er det muligt ikke at deltage personligt i retsmødet?

Du har ret (og ikke pligt) til at være til stede under hovedforhandlingen. Retten kan afholde et retsmøde uden dig, hvis du giver dit samtykke til det eller nægter at deltage i retsmødet, eller hvis det af grunde, der er fastsat i loven, også gælder for appelproceduren.

ii) Har jeg ret til tolkebistand og oversættelse af dokumenter?

Du har ret til en tolk, hvis du erklærer, at du ikke taler processproget. Hvis det er nødvendigt at oversætte vigtige dokumenter, referater eller afgørelser, vil en oversætter også blive inddraget i proceduren.

iii) Har jeg ret til advokatbistand?

Du har ret til at blive repræsenteret af en advokat efter eget valg eller en af retten beskikket advokat under hele straffesagen.

Du skal have en advokat, så snart der er rejst sigtelse mod dig, hvis du er frihedsberøvet, afsoner en frihedsstraf eller er under overvågning på en behandlingsinstitution, hvis du mister din rets- og handleevne, eller hvis din rets- og handleevne er begrænset, hvis der er tale om en særligt alvorlig forbrydelse, hvis der er rejst sigtelse mod dig, og du er mindreårig, eller hvis du retsforfølges som flygtning.

Hvis du ikke har en advokat, men skal have en advokat, vil der blive fastsat en frist for, hvornår du skal have valgt en advokat. Hvis du ikke har valgt en advokat inden for denne frist, skal der straks beskikkes en advokat.

Hvis du ikke har midlerne til at betale omkostningerne til dit forsvar, og du anmoder om en beskikket advokat, er retten forpligtet til at udpege en beskikket advokat, selv om du ikke er forpligtet til at forsvare dig selv. Det påhviler dig at bevise, at du ikke har tilstrækkelige ressourcer.

iv) Hvilke andre formelle rettigheder skal jeg have kendskab til (f.eks. tiltaltes eller anklagedes fremmøde)?

Når retsmødet er indledt, har du ret til at erklære dig skyldig eller ikke skyldig. Hvis du erklærer dig skyldig, undersøger retten kun de beviser, der er nødvendige for at træffe afgørelse om strafudmålingen, herunder en eventuel erstatningsstraf.

Under retsmødet afhører anklageren de tiltalte eller anklagede, vidner og sagkyndige. Du eller din advokat kan stille spørgsmål. De vidner, du har fået indkaldt, afhøres af din advokat eller dig selv. Du har ret til at gøre indsigelse mod den måde, hvorpå de afhøres.

Efter den endelige bevisførelse giver retten dig ordet, så du kan afgive en endelig erklæring. Efter anklagerens endelige erklæring, kan eksempelvis offeret, din advokat eller andre afgive supplerende bemærkninger. Du vil altid få ordet til sidst med henblik på at afgive din endelige erklæring. Du kan f.eks. give udtryk for din mening om anklagepunkterne, om beviserne, om de forhold, som du er anklaget for, om formildende omstændigheder og om straffen. Retten må kun afbryde den endelige erklæring, hvis den ikke er relevant for din sag. Efter de endelige erklæringer har du stadig ret til et sidste ord, hvor du ikke må afbrydes.

D) Mulige sanktioner

Frihedsstraf, som afhænger af lovovertrædelsens grovhed, og som højst kan være på livstid. Dødsstraf er udelukket. Hvis retten idømmer dig en straf på højst to eller tre år, alt efter omstændighederne, kan den idømme dig en betinget fængselsstraf, med eller uden prøvetid, hvori den fastsætter en periode på 1-5 år, hvor du skal leve et ordentligt liv inden for lovens rammer. Hvis du ikke overholder de forpligtelser eller begrænsninger, som retten pålægger dig, skal du afsone en frihedsstraf.

Husarrest i op til et år for en lovovertrædelse. Du må ikke forlade din bopæl, og du skal leve et ordentligt liv inden for lovens rammer. Hvis du ikke opfylder de af retten fastsatte betingelser, skal du afsone en frihedsstraf.

Samfundstjeneste på 40-300 timer for en lovovertrædelse (kun med dit forudgående samtykke). Du arbejder i din fritid uden ret til løn. Hvis du ikke udfører det pålagte arbejde inden for den fastsatte frist, erstatter retten to timers uafsluttet arbejde med en dag i fængsel.

Bøde eller konfiskation af formuegoder. Dom om konfiskation af formuegoder afsiges af retten for forsætlige strafbare handlinger, hvorved du har erhvervet formuegoder eller eventuelt forvoldt skade. Du kan idømmes en bøde på mellem 160 EUR og 331 930 EUR. Konfiskationen af formuegoder gælder for alle formuegoder, du har erhvervet ulovligt. Du kan f.eks. blive pålagt konfiskation af dine personlige ejendele, hvis du brugte dem til at begå den strafbare handling.

Dom med forbud mod at udøve en aktivitet i 1-10 år, som forbyder dig at udøve et bestemt erhverv, varetage et bestemt arbejde eller udføre en anden aktivitet (f.eks. føre et motorkøretøj), når du har begået den strafbare handling i forbindelse med den pågældende aktivitet.

Forbud mod at opholde dig på et bestemt sted i 1-5 år.

Forbud mod deltagelse i offentlige arrangementer i 1-10 år, herunder sportslige, kulturelle eller andre offentlige arrangementer, i forbindelse med hvilke du begik den strafbare handling.

En dom om fratagelse af æres- eller hædersbevisninger, hvorved du mister sådanne bevisninger, som du er blevet tildelt i henhold til særlige bestemmelser.

Dom om fratagelse af en militærgrad eller anden grad.

En dom om udvisning fra Slovakiet må afsiges for en periode på 1-15 år, hvis sikkerheden for personer, ejendom eller andre samfundsinteresser kræver det, men kun hvis du ikke er slovakisk statsborger, statsborger i en anden EU-medlemsstat eller statsborger i en stat, der er part i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, eller hvis du ikke har fået asyl. Sidstnævnte gælder ikke, hvis du udgør en trussel mod statens sikkerhed eller den offentlige orden. Du må ikke udsendes til en stat, hvor din personlige frihed eller dit liv er truet på grund af din race, nationalitet, religion, politiske overbevisning osv.

Sidste opdatering: 02/03/2022

De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af de respektive EU-lande. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Europa-Kommissionen påtager sig ingen form for ansvar for oplysninger eller data, der optræder i nærværende dokument, eller hvortil der henvises heri. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.