Den originale sprogudgave af denne side lettisk er blevet ændret for nylig. Den sprogudgave, du kigger på nu, er i øjeblikket ved at blive oversat af vores oversættere.
Swipe to change

Tiltalte i straffesager

Letland

Indholdet er leveret af
Letland

Hvordan foregår en strafferetlig efterforskning?

Formålet med den forberedende procedure er at:

  • fastlægge, om der er begået en forbrydelse,
  • fastslå, hvem der skal tiltales for at have begået den strafbare handling,
  • klarlægge, om det er muligt at afvise sagen, lukke den eller bringe den for domstolene.

Den forberedende procedure omfatter to trin – efterforskning og retsforfølgelse.

Efterforskningen foretages af forskellige politimyndigheder, herunder det statslige politi, det statslige sikkerhedspoliti, politiet for økonomisk kriminalitet, militærpolitiet, rådet for fængselsmyndighederne, agenturet til forebyggelse og bekæmpelse af korruption, den statslige grænsevagt, toldmyndighederne, kaptajner på skibe på åbent hav og øverstbefalende for militære enheder under de nationale bevæbnede styrker, som er udstationeret på fremmede territorier. Myndigheden i den retskreds, hvor forbrydelsen er blevet begået, står for efterforskningen. Anklagemyndigheden kan også foretage en efterforskning.

De retsforfølgende myndigheder står for retsforfølgelsen.

Mine rettigheder under efterforskningen

Klik på linkene nedenfor for at læse mere om dine rettigheder under den indledende efterforskning forud for straffesagen:

Efterforskning (1)

Formålet med efterforskningen

Formålet med en efterforskning er at fastslå, om der er blevet begået en forbrydelse, hvem der skal tiltales for at have begået den strafbare handling, og om sagen kan afvises.

En efterforsker (normalt en politibetjent) vil samarbejde med dig. Under efterforskningen kan du tilbageholdes i 48 timer og varetægtsfængsles som en sikkerhedsforanstaltning.

Det samlede tidsforløb, som kan medgå til efterforskning og retsforfølgelse, afhænger af, hvor alvorlig den forbrydelse, som du mistænkes for at have begået, er (fra 6 til 22 måneder med mulighed for yderligere 6 måneders forlængelse). Overholdes disse tidsfrister ikke, skal alle sikkerhedsforanstaltninger og begrænsninger for din ejendomsret bringes til ophør.

Hvilke informationer får jeg om det, der sker?

Politibetjenten, som foretager efterforskningen, vil informere dig om, hvad der sker.

Vil jeg få stillet en tolk til rådighed, hvis ikke jeg taler sproget?

Politibetjenten/anklageren sørger for, at du får en tolk stillet til rådighed. Tolken oversætter alt, hvad der måtte være nødvendigt – dokumenterne, det, som efterforskeren og advokaten siger, og din forklaring.

På hvilket trin vil jeg få mulighed for at tale med en advokat?

Taler du ikke det lokale sprog, har du ikke pligt til at have en advokat, men det er tilrådeligt, da du måske ikke er kendt med de lokale forhold og love. Du kan selv vælge en advokat, eller du kan bede politibetjenten, som står for efterforskningen, om at finde en beskikket advokat.

Er du tilbageholdt, vil en advokat blive bedt om at repræsentere dig inden for 48 timer. Gør du brug af en udenlandsk advokat under proceduren, er det tilrådeligt, at denne samarbejder med en lokal advokat.

En tolk vil blive stillet til rådighed så hurtigt som muligt, da hans/hendes tilstedeværelse er nødvendig for at forklare situationen for dig, og for at du kan blive afhørt.

Vil jeg blive bedt om at afgive oplysninger? Har jeg pligt til at afgive oplysninger?

Du har ret, men ikke pligt til at afgive oplysninger. Du har ret til ikke at udtale dig, og det kan ikke bruges imod dig og tolkes som mangel på samarbejde i forbindelse med efterforskningen.

Hvad sker der, hvis jeg siger noget, som er dårligt for min sag?

Din forklaring vil blive vurderet sammen med andet bevismateriale i sagen. Du behøver ikke at belaste dig selv. Du har ret til at afgive de udtalelser, du mener er nødvendige. Du har ret til ikke at afgive forklaring.

Kan jeg kontakte et familiemedlem eller en ven?

Hvis du er tilbageholdt, har du ret til at bede lederen af efterforskningen om at informere din nærmeste familie, andre familiemedlemmer, din arbejdsplads eller dit uddannelsessted osv.

Kan jeg komme til læge, hvis jeg har behov for det?

Ja, efterforskningen foretages med respekt for menneskerettighederne.

Kan jeg kontakte min ambassade, hvis jeg er fra et andet land?

Du har ret til at anmode om, at din ambassade/dit konsulat informeres.

Jeg er fra et andet land. Har jeg pligt til at være til stede under efterforskningen?

Du har pligt til at være til stede under efterforskningen. Lederen af efterforskningen træffer afgørelse om, hvorvidt det er muligt at deltage i efterforskningsprocessen via videolink eller udstyr til telekonference.

Kan jeg blive sendt tilbage til mit hjemland?

Loven stiller intet krav herom, men udvisning af Republikken Letland er en mulig straf, som kan pålægges. Denne straf kan kun pålægges på grundlag af en retsafgørelse.

Vil jeg blive varetægtsfængslet eller løsladt?

Forundersøgelsesdommeren træffer afgørelse om din varetægtsfængsling senest 48 timer efter, at du er blevet anholdt. Du kan blive tilbageholdt, hvis den forbrydelse, du har begået, kan straffes med fængsling, og hvis ingen anden sikkerhedsforanstaltning kan sikre, at:

  • du ikke vil unddrage dig efterforskningen/retssagen/håndhævelsen af retsafgørelsen,
  • du ikke vil vanskeliggøre efterforskningen,
  • du ikke vil begå en ny forbrydelse.

Du vil blive stillet for forundersøgelsesdommeren, før denne træffer afgørelse vedrørende din tilbageholdelse. Du har ret til at fremlægge dokumentation til støtte for en påstand om, at det ikke vil være rimeligt at tilbageholde dig. Der vil blive sørget for, at der er en advokat og en tolk til stede.

Kan jeg forlade landet, mens efterforskningen står på?

Du kan forlade landet, såfremt lederen af efterforskningen tillader det (normalt skriftligt).

Vil jeg blive bedt om at afgive fingeraftryk, dna-prøver (f.eks. hår og spyt) eller kropsvæsker?

Klik på linket for at få information om dine rettigheder.

Kan jeg blive kropsvisiteret?

Klik på linket for at få information om dine rettigheder.

Kan mit hjem, mine forretningslokaler, min bil og lignende blive ransaget?

Klik på linket for at få information om dine rettigheder.

Kan jeg appellere?

Du har ret til at appellere forundersøgelsesdommerens afgørelse til retsformanden. Du har ret til at appellere foranstaltninger, som er truffet af lederen af efterforskningen/anklageren, til henholdsvis den tilsynsførende anklager/en senioranklager.

Klage over afgørelser truffet af lederen af efterforskningen/anklageren eller forundersøgelsesdommeren skal indgives inden for 10 dage, men du kan klage over deres foranstaltninger under hele efterforskningen.

Klagen kan indgives på et sprog, du kender. Klagen skal behandles senest 10 dage efter modtagelsen. Er klagen ikke skrevet på det officielle sprog, vil tidsfristen blive regnet fra den dato, hvor oversættelsen foreligger. Du vil blive informeret herom.

Kan jeg erklære mig skyldig i alle eller nogle af anklagerne før retssagen?

Du har ret til at erklære dig skyldig under efterforskningen/retsforfølgelsen i såvel alle/nogle af anklagerne som én anklage.

Erklærer du dig skyldig, betragtes det som en formildende omstændighed, der kan medføre en mindre alvorlig straf eller tjene som grundlag for at bringe straffesagen til ophør. Samarbejder du med lederen af efterforskningen/anklagemyndigheden, kan det bidrage til, at der anvendes mindre strenge sikkerhedsforanstaltninger, eller at varetægtsfængslingen ophæves.

Kan tiltalen blive ændret før retssagen?

Tiltalen mod dig kan ændres, hvis anklageren er kommet i besiddelse af yderligere bevismateriale. Den oprindelige tiltale mod dig skal ændres, hvis den viser sig at være ukorrekt – anklageren bringer i så fald retsforfølgelsen til ophør for den del. Den nye tiltale vil blive forelagt for dig.

Kan jeg blive tiltalt for en forbrydelse, som jeg allerede er tiltalt for i en anden medlemsstat?

Du kan blive tiltalt, men ikke dømt og straffet, hvis du allerede er blevet dømt eller frifundet for den samme forbrydelse i en anden stat.

Vil jeg få information om dem, der skal vidne imod mig?

Du vil få information om de vidner, som skal vidne imod dig. Anklageren fremsender sagsakterne til dig, når efterforskningen af sagen er afsluttet, og før den sendes til retten, og du vil kunne gøre dig bekendt med vidneudsagnene.

Vil jeg få information om andet bevismateriale mod mig?

Du vil få adgang til sagsakterne, som indeholder alt det bevismateriale, som anklageren vil bruge imod dig i retten. Anklageren fremsender en kopi af sagsakterne til dig.

Jeg er allerede blevet dømt for denne forbrydelse i en anden medlemsstat. Hvad sker der nu?

Du kan ikke blive dømt for den samme forbrydelse i Letland. Forbuddet mod dobbelt strafferetlig forfølgelse (ne bis in idem) gælder i alle EU's medlemsstater.

Vil der blive krævet oplysninger om min straffeattest?

Ja, der vil blive krævet oplysninger om din straffeattest.

Retsforfølgelse (2)

Formålet med retsforfølgelsen

Formålet med retsforfølgelsen er at fastslå, om der foreligger en strafbar forbrydelse, at identificere den person, der skal tiltales for at have begået den pågældende forbrydelse, og at træffe afgørelse om, hvorvidt sagen kan afvises, lukkes eller indbringes for domstolene. Anklageren vil samarbejde med dig.

Det samlede tidsforløb, som kan medgå til efterforskning og retsforfølgelse, afhænger af, hvor alvorlig den forbrydelse, som du mistænkes for at have begået, er (fra 6 til 22 måneder med mulighed for yderligere 6 måneders forlængelse). Overholdes disse tidsfrister ikke, skal alle sikkerhedsforanstaltninger og begrænsninger i forbindelse med din ejendomsret bringes til ophør.

Hvilke informationer får jeg om det, der sker?

Anklageren, som træffer de efterforskningsmæssige foranstaltninger (sandsynligvis de samme foranstaltninger som under efterforskningen), vil fortælle dig, hvad der sker.

Vil jeg få stillet en tolk til rådighed, hvis ikke jeg taler sproget?

Anklageren vil sørge for, at du får en tolk stillet til rådighed. Tolken oversætter alt, hvad der måtte være nødvendigt – dokumenter, det, som anklageren og advokaten siger, og din forklaring.

På hvilket trin vil jeg få mulighed for at tale med en advokat?

Taler du ikke det lokale sprog, er det tilrådeligt at have en advokat, da du måske ikke er kendt med de lokale forhold og love. Gør du brug af en udenlandsk advokat under proceduren, er det tilrådeligt, at denne samarbejder med en lokal advokat. Du kan selv vælge en advokat, eller du kan bede anklageren om at finde en beskikket advokat.

En tolk vil blive stillet til rådighed så hurtigt som muligt, da hans/hendes tilstedeværelse er nødvendig for at forklare situationen for dig, og for at du kan blive afhørt.

Vil jeg blive bedt om at afgive oplysninger? Har jeg pligt til at afgive oplysninger?

Du har ret, men ikke pligt til at afgive oplysninger. Du har ret til ikke at udtale dig, og det kan ikke bruges imod dig og tolkes som mangel på samarbejde.

Hvad sker der, hvis jeg siger noget, der kan bruges imod mig i sagen?

Din forklaring vil blive vurderet sammen med andet bevismateriale i sagen. Du behøver ikke at belaste dig selv. Du har ret til at afgive de udtalelser, du mener er nødvendige. Du har ret til ikke at afgive forklaring.

Kan jeg kontakte et familiemedlem eller en ven?

Hvis du er tilbageholdt, har du ret til at bede anklageren om at informere din nærmeste familie, andre familiemedlemmer, din arbejdsplads eller dit uddannelsessted osv.

Kan jeg komme til læge, hvis jeg har behov for det?

Ja, retsforfølgelsen sker med respekt for menneskerettighederne.

Kan jeg kontakte min ambassade, hvis jeg er fra et andet land?

Du har ret til at anmode om, at din ambassade/dit konsulat informeres.

Jeg er fra et andet land. Har jeg pligt til at være til stede under efterforskningen?

Du har pligt til at være til stede under retsforfølgelsen. Anklageren træffer afgørelse om, hvorvidt det er muligt at deltage i efterforskningsprocessen via videolink eller udstyr til telekonference.

Kan jeg blive sendt tilbage til mit hjemland?

Loven stiller intet krav herom, men udvisning af Republikken Letland er en mulig straf, som kan pålægges. Denne straf kan kun pålægges på grundlag af en retsafgørelse.

Vil jeg blive varetægtsfængslet eller løsladt?

Forundersøgelsesdommeren træffer afgørelse om din tilbageholdelse. Du kan blive tilbageholdt, hvis den forbrydelse, du har begået, kan straffes med fængsling, og hvis ingen andre sikkerhedsforanstaltninger kan sikre, at du ikke vil unddrage dig efterforskningen/retsforfølgelsen/håndhævelsen af afgørelsen, ikke vil vanskeliggøre efterforskningen og ikke vil begå en ny forbrydelse.

 

Du vil blive stillet for forundersøgelsesdommeren, før denne træffer afgørelse om at frihedsberøve dig. Du har ret til at fremlægge dokumentation til støtte for en påstand om, at det ikke vil være rimeligt at tilbageholde dig. Der vil blive sørget for, at der er en advokat og en tolk til stede.

Kan jeg forlade landet, mens efterforskningen står på?

Du kan forlade landet, såfremt anklageren tillader det (normalt skriftligt).

Vil jeg blive bedt om at afgive fingeraftryk, dna-prøver (f.eks. hår og spyt) eller kropsvæsker?

Klik på linket for at få information om dine rettigheder.

Kan jeg blive kropsvisiteret?

Klik på linket for at få information om dine rettigheder.

Kan mit hjem, mine forretningslokaler, min bil og lignende blive ransaget?

Klik på linket for at få information om dine rettigheder.

Kan jeg appellere?

Du har ret til at appellere forundersøgelsesdommerens afgørelse til retsformanden. Du har ret til at appellere anklagerens foranstaltninger til en senioranklager.

Klage over anklagerens/forundersøgelsesdommerens afgørelse skal indgives inden for 10 dage. Klage over anklagerens foranstaltninger kan indgives under hele efterforskningen.

Klagen kan indgives på et sprog, du kender. Klagen skal behandles senest 10 dage efter modtagelsen. Er klagen ikke skrevet på det officielle sprog, vil tidsfristen blive regnet fra den dato, hvor oversættelsen foreligger. Du vil blive informeret herom.

Kan jeg erklære mig skyldig i alle eller nogle af anklagerne før retssagen?

Du har ret til at erklære dig skyldig under efterforskningen/retsforfølgelsen i såvel alle/nogle af anklagerne som én anklage.

Erklærer du dig skyldig, betragtes det som en formildende omstændighed, der kan medføre en mindre alvorlig straf. Erklærer du dig skyldig og samarbejder med lederen af efterforskningen/anklagemyndigheden, kan det bidrage til, at der anvendes mindre strenge sikkerhedsforanstaltninger, eller at varetægtsfængslingen ophæves.

Erklærer du dig skyldig, kan straffesagen bringes til ophør. Sagens udfald kan være:

  • en betinget dom (med udsættelse af straffastsættelsen på betingelse af, at lovovertræderen ikke dømmes for et nyt forhold inden for en given periode)
  • anklagerens påstand om pålæggelse af den anvendelige straf,
  • en aftale med anklageren om, at du erklærer dig skyldig, og om den anvendelige straf, som derefter vurderes af retten, osv.

Kan tiltalen blive ændret før retssagen?

Tiltalen mod dig kan ændres, hvis anklageren er kommet i besiddelse af yderligere bevismateriale. Den oprindelige tiltale mod dig kan blive ændret, hvis anklageren anerkender, at den er ukorrekt – anklageren bringer derefter retsforfølgelsen til ophør for denne del af tiltalens vedkommende. Den nye tiltale vil blive forelagt for dig.

Kan jeg blive tiltalt for en forbrydelse, som jeg allerede er tiltalt for i en anden medlemsstat?

Du kan blive tiltalt, men ikke dømt og straffet, hvis du allerede er blevet dømt eller frifundet for den samme forbrydelse i en anden stat.

Vil jeg få information om dem, der skal vidne imod mig?

Du vil få information om de vidner, som skal vidne imod dig. Anklageren fremsender sagsakterne til dig, herunder vidneudsagnene, når efterforskningen af sagen er afsluttet, og før den sendes til retten.

Vil jeg få information om andet bevismateriale mod mig?

Du vil få adgang til sagsakterne, som indeholder alt det bevismateriale, som anklageren vil bruge imod dig i retten. Anklageren fremsender en kopi af sagsakterne til dig.

Jeg er allerede blevet dømt for denne forbrydelse i en anden medlemsstat. Hvad sker der nu?

Du kan ikke blive dømt for den samme forbrydelse i Letland. Forbuddet mod dobbelt strafferetlig forfølgelse (ne bis in idem) gælder i alle EU's medlemsstater.

Vil der blive krævet oplysninger om min straffeattest?

Ja, der vil blive krævet oplysninger om din straffeattest

Proceduremæssige foranstaltninger (3)

Vil jeg blive bedt om at afgive fingeraftryk, dna-prøver (f.eks. hår og spyt) eller kropsvæsker?

Du kan blive bedt om at afgive fingeraftryk eller dna-prøver. Der kan også blive stillet krav om, at du afgiver prøve af andre kropsvæsker, hvis det er nødvendigt for efterforskningen af en bestemt forbrydelse.

Du har ret til at blive informeret om en beslutning om at lade en undersøgelse foretage af en ekspert, før den gennemføres, såfremt undersøgelsen vedrører dig. Du har ret til at stille spørgsmål om ekspertundersøgelsen, før den foretages.

Du har pligt til at underkaste dig en ekspertundersøgelse. Ligeledes har du pligt til at afgive prøver til en sammenlignende undersøgelse eller at give tilladelse til, at de indhentes.

Afgiver du frivilligt prøve til en sammenlignende undersøgelse, vil det blive noteret. Du har ret til at få information om de oplysninger, der føres til protokols, og kan bede om at få tilføjet informationer, som du mener er nødvendige, før protokollen underskrives. Tillader du ikke, at der tages prøver til en sammenlignende undersøgelse, vil de blive indhentet under anvendelse af tvangsmidler på grundlag af en afgørelse truffet af forundersøgelsesdommeren.

Kan jeg blive kropsvisiteret?

Din krop kan blive visuelt undersøgt, hvis der er spor fra kriminelle aktiviteter på den, særlige mærker, karakteristika osv. Kun en person af samme køn/en lægefaglig specialist må foretage en visuel undersøgelse af din krop. Resultatet af den visuelle undersøgelse vil blive ført til protokols, og du har ret til at få oplysninger om resultatet og at kommentere det.

Du kan blive kropsvisiteret, hvis genstande eller dokumenter, som er af betydning for efterforskningen, er gemt i dit tøj, dine ejendele, din krop eller dine kropsåbninger. Kun en person af samme køn må kropsvisitere dig under tilstedeværelse af en læge. Det kræves ikke, at der foreligger en afgørelse om at foretage kropsvisitering, hvis du er tilbageholdt. Det kræves heller ikke, at der foreligger en afgørelse om at foretage kropsvisitering, hvis den foretages under ransagning af et rum eller område, og du er til stede på det pågældende tidspunkt.

Kan mit hjem, mine forretningslokaler, min bil og lignende blive ransaget?

Dit hjem, dine forretningslokaler, din bil og lignende kan blive ransaget. Forundersøgelsesdommeren eller retten træffer afgørelse om ransagningen, men i sager af hastende karakter er det tilstrækkeligt, at lederen af efterforskningen træffer beslutning om at foretage ransagningen, under forbehold af anklagerens godkendelse.

Du eller et voksent medlem af din familie har ret til at være til stede under ransagningen, navnlig hvis den foretages i dit officielle hjem/på din arbejdsplads, medmindre du er anholdt. Kan du eller et voksent medlem af din familie ikke være til stede under ransagningen, skal en repræsentant fra kommunen eller en bestyrer/direktør for lokalerne/bygningen opfordres til at være til stede.

Du har ret til at blive informeret om afgørelsen om at foretage ransagning, før ransagningen finder sted, og den ledende efterforsker har pligt til at forelægge afgørelsen for dig. Alle genstande, som findes og beslaglægges under ransagningen, skal fremvises for dig, registreres og eventuelt emballeres og forsegles.

Du har ret til at anmode om, at stedet, som er blevet ransaget, bringes tilbage til sin oprindelige tilstand, i det omfang det er praktisk muligt. Du har ret til at blive informeret om den fortegnelse, som ransagningen resulterer i, udtale dig herom og anmode om, at dine bemærkninger noteres. Du har ret til at have en advokat og tolk til stede under ransagningen.

Relevante links

Straffeprocesret

Straffeloven

Statslige politimyndigheder

Den offentlige anklagemyndighed

Loven om strafferegistret

Loven om tilbageholdelsesprocedurer

Loven om varetægtsfængslingsprocedurer

Loven om advokatsammenslutningen

Sidste opdatering: 07/05/2012

De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af de respektive EU-lande. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Europa-Kommissionen påtager sig ingen form for ansvar for oplysninger eller data, der optræder i nærværende dokument, eller hvortil der henvises heri. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.

Feedback

Brug formularen nedenfor til at skrive kommentarer og feedback om vores nye website