Tiltalte i straffesager

Italien

Indholdet er leveret af
Italien

A. Hvor vil sagen finde sted?

Som hovedregel finder retssagen sted der, hvor den ret, der har - stedlig og saglig - kompetence med hensyn til den lovovertrædelse, der har givet anledning til sagen, har sæde.

B. Kan anklageskriftet ændres? Har jeg i givet fald ret til at blive informeret om dette?

Såfremt det under retsmødet viser sig, at de faktiske omstændigheder afviger fra dem, der er beskrevet i anklageskriftet, og sagen ikke henhører under en højere rets kompetence, ændrer anklagemyndigheden tiltalen og meddeler tiltalte dette. Det samme gælder, for så vidt som det under retsmødet kommer frem, at der er tale om flere lovovertrædelser, der skal pådømmes samlet, eller det viser sig, at der foreligger skærpende omstændigheder. Anklagemyndigheden behandler derimod sagen efter den almindelige procedure, såfremt der i forbindelse med retsforhandlingerne konstateres en ny faktisk omstændighed, der kan lægges den tiltalte til last, og som ikke fremgår af anklageskriftet, under forudsætning af at anklagemyndigheden har adgang til at gøre dette af egen drift. Retsformanden kan dog - hvis anklagemyndigheden begærer det - tillade, at anklageskriftet ændres, og tiltalte får meddelelse herom på selve retsmødet, hvis vedkommende giver sit samtykke hertil, og det ikke trækker sagen i langdrag. I sager, hvor anklagemyndigheden straks udvider de forhold, der er rejst tiltale for i anklageskriftet, kan den tiltalte som hovedregel anmode om, at sagen udsættes, og at der gives adgang til at fremlægge nye beviser.

C. Hvilke rettigheder har jeg, når jeg giver møde i retten?

i. Skal jeg være til stede under sagen? Hvornår behøver jeg ikke at være til stede under retssagen?

Den tiltalte har ret - ikke pligt - til at være til stede under retssagen. Retten kan dog bestemme, at en tiltalt, der ikke er mødt op, skal fremstilles i retten, såfremt dennes tilstedeværelse er nødvendig i forbindelse optagelse af andre former for beviser end dem, der fremgår af afhøringen.

ii. Har jeg ret til bistand fra en tolk og til, at de relevante dokumenter oversættes?

Ja. Dette fremgår af retsplejelovens artikel 143.

iii. Har jeg ret til advokatbistand?

Den mistænkte/tiltalte har ret til at udpege højst to forsvarere. En mistænkt/tiltalt, der ikke har udpeget en advokat, eller som ikke har haft mulighed for at udpege én, får beskikket en forsvarer af det offentlige.

iv. Hvilke andre processuelle rettigheder skal jeg være opmærksom på? (f.eks. fremstilling af mistænkte i retten)

Det bemærkes i denne forbindelse, at det fremgår af retsplejelovens artikel 523, at den tiltalte og dennes advokat på retsmødet under alle omstændigheder skal have det sidste ord, idet sagen ellers skal gå om, hvis de begærer det. Det er desuden klart, at parterne og advokaterne på et hvilket som helst tidspunkt og på alle stadier i sagen kan afgive indlæg eller fremsætte skriftlige begæringer til retten.

D. Mulige sanktioner

Retten afsiger en dom, hvorved den tiltalte erklæres skyldig i det forhold, som han er anklaget for, såfremt der ikke foreligger nogen rimelig tvivl om vedkommendes skyld, og som led i dommen fastsætter retten en straf og eventuelle sikkerhedsforanstaltninger. Hvis der afsiges en fældende dom, tager retten også stilling til et eventuelt krav om skadeserstatning og udmåler erstatningens størrelse, medmindre det tilkommer en anden ret at gøre dette.

Sidste opdatering: 22/03/2023

De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af de respektive EU-lande. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Europa-Kommissionen påtager sig ingen form for ansvar for oplysninger eller data, der optræder i nærværende dokument, eller hvortil der henvises heri. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.