Tiltalte i straffesager

Irland

Indholdet er leveret af
Irland

Hvad sker der, inden min sag bringes for retten?

Inden din sag bringes for retten, tager en dommer stilling til, om du kan løslades mod kaution. Du har normalt ret til kaution. Du kan blive nægtet kaution, hvis der er risiko for, at du ikke møder op i retten, hvis du har forsøgt eller antages at ville forsøge at true et vidne, eller hvis du med sandsynlighed vil begå en anden grov forbrydelse.

Hvis du bygger dit forsvar på et alibi (dvs. hvis nogen vil vidne på, at du var sammen med dem, da forbrydelsen blev begået), vil dommeren give dig besked om at underrette anklagemyndigheden om, hvem denne eller disse person(er) er.

Du har ret til at blive informeret om anklagepunkterne imod dig inden retssagen. Du har ret til på anmodning at få udleveret fremstillingen af grundene til sigtelsen mod dig.

Hvor afholdes retssagen?

Du vil få oplyst navn og adresse på den domstol, hvor din sag skal behandles. Irlands Courts Service er ansvarlig for alle domstole og kan hjælpe dig med at finde frem til den rette domstol.

Mindre grove lovovertrædelser behandles ved distriksdomstolene, hvor din sag kun dømmes af en enkelt dommer. Grov kriminalitet behandles ved kriminalbyretter (Circuit Courts) eller centrale kriminalbyretter (Central Circuit Courts), hvor dommen afsiges af et nævningeting.

Domstolene er åbne for offentligheden. Hvis den tiltalte er et barn, eller der er tale om en seksuel forbrydelse, behandles sagen dog for lukkede døre.

Kan tiltalen ændres under retssagen?

I de fleste tilfælde kan tiltalen ikke ændres under en retssag. Visse tiltaler kan dog ændres, hvis loven tillader det. En tiltale for farlig kørsel kan f.eks. ændres til en mindre alvorlig tiltale for skødesløs kørsel, hvis dommeren vurderer, at du kørte skødesløst, men ikke farligt.

Hvis du erklærer dig skyldig i alle anklagepunkter under retssagen, tager dommeren stilling til strafudmålingen. Dommeren træffer sin beslutning ved at sammenholde forbrydelsens alvor med din personlige situation. Du bør få strafnedsættelse for at erklære dig skyldig.

Du kan også erklære dig skyldig i nogle af anklagepunkterne og uskyldig i resten. Dommeren eller nævningetinget tager stilling til skyldsspørgsmålet i de anklagepunkter, du nægter dig skyldig i. Du vil derefter blive idømt en straf for de anklagepunkter, du erklærede dig skyldig i, samt for de anklagepunkter, du er dømt skyldig i.

Hvilke rettigheder har jeg under retssagen?

Du skal som hovedregel være til stede under retssagen mod dig. Hvis du ikke møder i retten, kan dommeren beslutte at anholde og varetægtsfængsle dig. Retssagen kan undertiden fortsætte uden din tilstedeværelse, hvor du i så fald vil blive dømt in absentia.

Hvis du ikke kan møde op i retten på grund af en ulykke eller sygdom, bør du give din advokat besked samt fremsende ham/hende en lægeerklæring, der begrunder dit fravær.

Du har ret til en tolk, hvis du ikke forstår, hvad der sker. Hvis du er døv, har du ret til en døvetolk.

Du har ret til at forsvare dig selv i retten, hvis du ønsker det. Hvis du ikke har råd til en advokat, kan du få beskikket en advokat under ordningen for gratis retshjælp afhængigt af, hvor alvorlig sigtelsen er. Du har ret til at vælge en advokat. Hvis du ikke kender en advokat, kan dommeren beskikke en til dig. Du har ret til at skifte advokat, hvis du er utilfreds.

Du har ret til at udtale dig under retssagen, men er ikke forpligtet til det. Det er strafbart at lyve, når du udtaler dig under vidneansvar.

Hvilke rettigheder har jeg i forbindelse med bevismaterialet mod mig?

Du kan anfægte bevismaterialet mod dig, hvis det er fremskaffet på ulovlig vis. Hvis politiet f.eks. er trængt ind i dit hus uden en ransagningskendelse, vil beviser, som de har indsamlet i dit hjem, ikke kunne anvendes i sagen.

Du kan også anfægte bevismaterialet ved at stille vidnerne spørgsmål, som afslører, at de lyver eller tager fejl. Du kan også bede vidner om at afgive udsagn, som er relevante for dit forsvar, eller som viser anklageren, at vidnerne lyver eller tager fejl.

Du kan hyre en privatdetektiv til at fremskaffe beviser for dig. Beviserne kan bruges i sagen, så længe de er fremskaffet på lovlig vis.

Vil oplysninger fra min straffeattest spille en rolle for afgørelsen?

Oplysninger om dine tidligere domme vil normalt ikke blive inddraget i retssagen.

Dommerne kan imidlertid vælge at tage dine tidligere domme i betragtning, når de udmåler din straf. Dette omfatter også tidligere domme afsagt i andre lande.

Hvad sker der ved afslutningen af retssagen?

Hvis du kendes ikke-skyldig, er retssagen afsluttet, og du er fri.

Hvis du kendes skyldig eller tilstår, udmåler dommeren straffen. Du kan blive idømt en bøde eller fængselsstraf. Dommeren kan gøre straffen betinget, så længe du ikke begår nye forbrydelser.

Dommeren kan vælge at bede Probation Services (tilsynsmyndighederne for betinget dømte) om at udarbejde en rapport om dig, inden straffen fastsættes. Det vil af denne rapport fremgå, om du er egnet til at komme under tilsyn og parat til at håndtere de problemer, der måtte være skyld i din kriminelle adfærd.

Probation Services vil på anmodning også fortælle dommeren, om du er egnet til at udføre samfundstjeneste. Dommeren kan derefter vælge at idømme dig op til 240 timers ulønnet arbejde i stedet for en fængselsstraf.

Hvad er offerets rolle under retssagen?

Offeret er anklagerens vidne under retssagen. Offeret afgiver vidneudsagn om, hvad han/hun så ske i forbindelse med lovovertrædelsen.

Hvis du er kendt skyldig eller har tilstået, tager dommeren hensyn til forbrydelsens konsekvenser for offeret.

Relevante links

Database over irsk lovgivning

Database over irsk og britisk retspraksis

Sidste opdatering: 14/05/2012

De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af de respektive EU-lande. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Europa-Kommissionen påtager sig ingen form for ansvar for oplysninger eller data, der optræder i nærværende dokument, eller hvortil der henvises heri. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.

Feedback

Brug formularen nedenfor til at skrive kommentarer og feedback om vores nye website