Tiltalte i straffesager

Grækenland

Indholdet er leveret af
Grækenland

Kan jeg appellere afgørelsen og/eller straffen?

Du kan appellere dommen. Hvorvidt du har ret til at appellere, afhænger af, hvilken straf der er tale om, og hvor streng den er, samt hvilken domstol der har afsagt den.

F.eks.:

  • Hvis dommen er afsagt af domstolen for mindre grov kriminalitet med ét medlem, har du ret til at appellere, hvis straffen er fængsel i mere end 60 dage eller en bøde på mere end 1 000 EUR
  • Hvis dommen er afsagt af domstolen for mindre grov kriminalitet med tre medlemmer, og den domstol, som behandler appeller af domme afsagt af sidstnævnte, har du ret til at appellere, hvis straffen er fængsel i mere end 4 måneder eller en bøde på mere end 1 500 EUR
  • Hvis dommen er afsagt af domstolen for mindre grov kriminalitet, har du ret til at appellere, hvis straffen er fængsel i mere end 2 dage eller en bøde på mere end 1 000 EUR

Du kan kun appellere en frifindelse, hvis du er blevet frikendt på grund af oprigtig anger, eller hvis du er blevet frikendt af årsager, som er til skade for dit omdømme.

Hvordan indgiver jeg en appel?

For at indgive en appel skal du udarbejde en skriftlig begrundelse for klagen og fremsende den til justitskontoret hos den domstol, som afsagde afgørelsen, så dine klagegrunde, din hjemadresse og navnet på din advokat kan blive registreret.

Hvis du er udeblevet, mens din sag er blevet prøvet, er tidsfristen for at indgive en appel 10 dage at regne fra den dato, hvor domstolen afsiger sin dom, eller forkyndelsen af dommen. Hvis du bor i udlandet, og der er afsagt en udeblivelsesdom, eller din bopæl er ukendt, er fristen imidlertid 30 dage at regne fra overdragelsen af dokumenter.

Hvilke begrundelser for appel findes der?

En appel kan enten vedrøre sagens faktiske omstændigheder eller fortolkningen af loven.

Hvad sker der, hvis jeg indgiver en appel?

Sagen vil blive genoptaget af domstolen i anden instans.

Hvad sker der, hvis jeg er i fængsel, når jeg indgiver appellen?

Appellen fremsendes til anklagemyndighedens kontor, der fastsættes en dato for retssagen, og du indkaldes til at møde op i retten. Du kan anmode om, at straffen ikke fuldbyrdes, før din appelsag er behandlet, forudsat visse retlige betingelser er opfyldt.

Hvor længe varer en appelsag?

En appelsag varer normalt 1-3 år, afhængigt af lovovertrædelsen, domstolens beliggenhed, og af hvorvidt den tiltalte er varetægtsfængslet.

Kan jeg fremlægge nyt bevismateriale i appelsagen?

Ja, du kan fremlægge nyt bevismateriale for appeldomstolen. Proceduren er den samme som ved den oprindelige retssag. De dommere, som behandlede sagen ved domstolen i første instans, kan ikke dømme sagen igen i domstolen i anden instans. Der vil blive taget stilling til, om appellen er indgivet korrekt og inden for den fastsatte tidsfrist.

Hvad sker der ved appelhøringen?

Hvis du ikke møder op, enten personligt eller via en juridisk repræsentant, afvises din appel, og den ved en lavere retsinstans afsagte dom står ved magt. Hvis du møder op, enten personligt eller gennem din advokat, vil sagen blive genoptaget, og du kan fremlægge nyt bevismateriale.

Hvilke afgørelser kan domstolen træffe?

Appeldomstolen har ikke beføjelse til at idømme dig en strengere straf, end den du blev idømt af den lavere retsinstans. Den kan imidlertid frifinde dig eller nedsætte straffen eller lade den straf, som blev afsagt af den lavere retsinstans, være gældende.

Hvad sker der, hvis appellen antages/afvises?

Hvis klagegrundene antages, kan appeldomstolen frifinde dig eller nedsætte din straf. I modsat fald står den af domstolen i første instans afsagte dom ved magt.

Har jeg yderligere mulighed for at appellere til en anden eller højere retsinstans?

Nej, det eneste, der kan ske efter en appelsag, er, at den af domstolen i anden instans afsagte dom omstødes, hvis der har forekommet juridiske uregelmæssigheder.

Har jeg ret til erstatning, hvis den oprindelige afgørelse viser sig at være forkert?

Der er ingen erstatning i forbindelse med en forkert afgørelse afsagt af en domstol i første instans, medmindre du har afsonet fængselsstraf, og din appel fører til frifindelse.

Bliver dommen registreret, hvis min appel antages?

Det eneste, der bevares i registeret, er dommen fra appeldomstolen. Den tidligere dom slettes.

Hvornår bliver en dom endelig?

En dom er endelig, hvis der ikke indgives en appel vedrørende retlige spørgsmål mod den af domstolen i anden instans afsagte afgørelse, eller hvis der er indgivet en appel, som er blevet afvist af kassationsretten (Areios Pagos).

Jeg er fra en anden medlemsstat. Kan jeg blive hjemsendt efter retssagen?

Du kan blive sendt tilbage til dit hjemland, hvis domstolen giver ordre om, at du skal udvises. Du kan kun blive udvist, hvis du er blevet idømt en fængselsstraf på mindst tre måneder, hvis udvisningsordren indgår som led i en supplerende straf, eller hvis det er nødvendigt af sikkerhedshensyn. Du bliver automatisk udvist på livstid, hvis du dømmes for grov stofkriminalitet.

Bliver jeg udvist med det samme?

Nej, du skal først afsone din straf. Hvis du er blevet idømt fængsel i op til 5 år og er blevet dømt til udvisning, kan domstolen imidlertid under særlige omstændigheder vælge at ophæve din straf og tillade, at du udvises med det samme.

Udvisning indgår som del af domstolens afgørelse, hvor straffen ikke er ophævet og er blevet afsonet.

Du kan appellere, hvis udvisningsordren er udstedt af en domstol i første instans, og du også er blevet idømt en fængselsstraf, som du har ret til at appellere. Appellen skal fremsendes til justitskontoret ved domstolen i første instans.

Kan jeg blive sigtet igen i en anden medlemsstat for den samme lovovertrædelse?

Det afhænger af lovgivningen i den pågældende medlemsstat.

Bliver oplysningerne om anklagepunkterne og/eller dommene registreret på min straffeattest?

Kun hvis dommen er uigenkaldelig og ikke kan appelleres. Disse oplysninger registreres officielt i det centrale kriminalregister.

Din straffeattest slettes:

  • ved din død, eller når du er fyldt 80 år
  • hvis din dom er blevet udsat, slettes den 5 år efter udsættelsesperiodens ophør, forudsat at den ikke er blevet ophævet i mellemtiden
  • 10 år efter du har afsonet en fængselsstraf på op til 1 måned for en lovovertrædelse begået med overlæg eller to måneder for en lovovertrædelse, der skyldes forsømmelighed, forudsat du ikke er blevet dømt for andre lovovertrædelser i mellemtiden.

Disse oplysninger kan opbevares uden dit samtykke.

Hvis der opstår en tvist, kan du bede den offentlige anklager ved domstolen for mindre grove lovovertrædelser om at træffe en afgørelse. Du har derefter mulighed for at indgive en appel af denne afgørelse til anklageafdelingen ved domstolen for mindre grove lovovertrædelser senest en måned efter afgørelsen blev afsagt.

Sidste opdatering: 25/06/2018

De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af de respektive EU-lande. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Europa-Kommissionen påtager sig ingen form for ansvar for oplysninger eller data, der optræder i nærværende dokument, eller hvortil der henvises heri. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.
Medlemslandene med ansvar for at forvalte siderne om nationale forhold er i gang med at opdatere noget af indholdet på dette website som følge af Storbritanniens udtræden af EU. Hvis du støder på indhold, som endnu ikke afspejler Storbritanniens udtræden, er det en fejl og vil blive rettet.

Feedback

Brug formularen nedenfor til at skrive kommentarer og feedback om vores nye website