Tiltalte i straffesager

Tyskland

Hvis retten dømmer dig, kan du anke dommen. Du har ikke mulighed for at anke den, hvis du blev frifundet, heller ikke hvis du ikke er enig i begrundelsen. Retten skal informere dig om dine klagemuligheder. I forbindelse med domme fra byretten er der to forskellige klagemuligheder: anke og revisionsanke. Der kan kun iværksættes revisionsanke mod landsretsdomme.

Indholdet er leveret af
Tyskland

Kan jeg anke dommen?

Du eller din advokat kan umiddelbart efter dommens afsigelse meddele, at du ønsker at anke den. Du kan også anke den inden en uge efter dommens afsigelse. Du kan indgive anken skriftligt eller meddele den til rettens kontor. Også hvis der forud for dommen er indgået en aftale, kan du iværksætte anke.

Anken kan vedrøre selve domfældelsen eller kun straffens størrelse.

Hvis du indgiver anke, står det dig frit, om du ønsker at begrunde denne.

En revisionsanke skal begrundes senest en måned efter modtagelsen af den skriftlige begrundelse for dommen. I den forbindelse har du brug for en advokat, da du ikke selv må begrunde revisionsanken.

Hvad sker der, hvis jeg anker dommen?

Hvis du anker dommen, bliver den i første omgang ikke endelig og ikke fuldbyrdet. Dvs. at du ikke umiddelbart skal betale en idømt bøde eller påbegynde afsoning. Du bliver dog heller ikke løsladt, hvis du er varetægtsfængslet. For at du kan blive løsladt fra varetægtsfængslet, skal retten ophæve varetægtsfængslingskendelsen eller suspendere afsoningen af varetægtsfængslingen.

Der findes ingen konkrete tidsfrister for, hvornår ankesagen afgøres. Der gælder imidlertid det generelle krav om hurtighed, dvs. kravet om at behandle straffesagen så hurtigt som muligt.

I forbindelse med en anke gennemføres hovedforhandlingen på ny ved den nu kompetente landsret. Ankedomstolen afgør selv, hvilke beviser den finder væsentlige. Det kan være de samme som ved den ret, der traf afgørelse i første instans. Men det kan også være andre. Du kan også selv indgive anmodning om ny bevisførelse.

Under revisionsankesagen fremlægges ingen nye beviser. Det efterprøves kun, om den foreliggende dom og proceduren indeholder retlige fejl.

Hvad sker der ved det retsmøde, hvor anken behandles?

Behandlingen af ankesagen i landsretten forløber efter samme mønster som behandlingen i byretten. Retten afsiger en selvstændig dom. Det forholder sig kun anderledes, hvis du begrænser anken til kun at omfatte strafudmålingen. I det tilfælde optager retten kun beviser, der er væsentlige for at fastsætte straffen, f.eks. vedrørende dine motiver eller personlige forhold.

Der kan også træffes afgørelse om revisionsanken uden mundtlig forhandling.

Hvad sker der, hvis jeg får medhold/ikke får medhold i min anke?

Hvis du får medhold i anken, bliver du ved ankesagens afslutning frifundet eller idømt en lavere straf. Hvis du ikke bliver frifundet, kan du iværksætte revisionsanke af ankedommen.

Hvis du får medhold i revisionsanken, er der to muligheder: For det første kan revisionsankeinstansen på visse betingelser træffe en ny afgørelse, f.eks. frifinde dig. I visse tilfælde skal revisionsankeinstansen imidlertid ophæve den dom, som din revisionsanke vedrører, og hjemvise sagen til den lavere instans.

En ophævet dom må ikke opføres i strafferegistret.

En dom er endelig, når ingen af parterne – hverken du eller anklagemyndigheden eller en eventuel civil part – har indgivet anke inden for den fastsatte frist.

Jeg kommer fra en anden medlemsstat. Kan jeg blive sendt tilbage dertil efter retssagen?

Som EU-borger kan du kun vanskeligt udvises eller udsendes fra Tyskland. De nærmere bestemmelser er reguleret i loven om unionsborgeres ret til fri bevægelighed. Hvis du er bekymret for at blive udsendt, kan du tale med en advokat.

Hvis jeg bliver dømt, kan jeg så blive stillet for retten igen for den samme lovovertrædelse?

Du må principielt ikke dømmes to gange for den samme lovovertrædelse. Om domfældelsen faktisk vedrører den samme lovovertrædelse, er et kompliceret juridisk afgrænsningsspørgsmål.

Sidste opdatering: 30/08/2019

De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af de respektive EU-lande. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Europa-Kommissionen påtager sig ingen form for ansvar for oplysninger eller data, der optræder i nærværende dokument, eller hvortil der henvises heri. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.

Feedback

Brug formularen nedenfor til at skrive kommentarer og feedback om vores nye website