Tiltalte i straffesager

Frankrig

I Frankrig behandles en række mindre forseelser direkte af forvaltningen og ikke af retsmyndighederne. Det drejer sig især om overtrædelser af færdselsloven. Disse særlige procedurer omfatter også overholdelse af dine grundlæggende rettigheder såsom retten til et forsvar. Desuden kan en administrativ sanktion aldrig være en frihedsberøvelse. Den kompetente administrative myndighed, der har fastslået, at du ikke har overholdt en lovbestemt forpligtelse, træffer direkte beslutning om den sanktion, du skal have. Alle beslutninger om sanktioner skal begrundes, og du kan gøre indsigelse mod beslutningen. Sanktionen træder i kraft med det samme, også selvom du ønsker at gøre indsigelse mod den.

Indholdet er leveret af
Frankrig

Hvordan behandles mindre alvorlige overtrædelser af færdselsloven?

En overtrædelse af færdselsloven behandles direkte af den politibetjent, der har optaget rapport, af en anden betjent eller af gendarmeriet. Er der tale om en forseelse, bliver du pålagt en sanktion med det samme. Inden da får du forklaret baggrunden for sanktionen, og du kan fremsætte dine egne betragtninger. Du får udleveret en rapport om forseelsen og den pålagte sanktion. Sanktionen skal håndhæves på det tidspunkt, hvor du får den pålagt.

Sanktionen vil være en bøde, dvs. et fast beløb, og eventuelt tilbageholdelse af køretøjet.

Hvis du kommer fra en anden medlemsstat og ikke overholder færdselsloven, vil du blive pålagt en bøde i Frankrig. Hvis du ikke betaler bøden, før du rejser hjem igen, kan der indledes en retssag imod dig.

Hvis du er uenig, kan du gøre indsigelse mod denne beslutning inden for en frist på to måneder. Den sanktion, du har fået, kan ikke skærpes i forbindelse med indsigelsen.

Indsigelsen indgives direkte til forvaltningen uden en retssag, i første omgang til den myndighed, der har pålagt dig sanktionen (gratis indsigelse), og hvis du ikke får medhold, kan du indbringe din indsigelse over for en instans, der står over denne myndighed i hierarkiet.

Proceduren er beskrevet i den rapport, du har fået udleveret.

Det er først, når du har udtømt disse muligheder for at gøre indsigelse, at du kan henvende dig til en forvaltningsdommer.

Hvordan behandles andre mindre forseelser?

Andre forseelser, der behandles administrativt, er alvorligere overtrædelser vedrørende lovgivning om finansmarkeder, konkurrencelovgivning samt skattelov og lovgivning om immigration.

Vil disse overtrædelser blive opført på min straffeattest?

Overtrædelser, der behandles administrativt i Frankrig, især overtrædelser af færdselsloven, opføres ikke på straffeattesten.

Sidste opdatering: 30/01/2017

De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af de respektive EU-lande. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Europa-Kommissionen påtager sig ingen form for ansvar for oplysninger eller data, der optræder i nærværende dokument, eller hvortil der henvises heri. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.

Feedback

Brug formularen nedenfor til at skrive kommentarer og feedback om vores nye website