Tiltalte i straffesager

Frankrig

Indholdet er leveret af
Frankrig

Kan jeg appellere en dom?

Hvis det drejer sig om en politiforseelse, kan du appellere visse domme afsagt af politiretten (tribunal de police) og nærdomstolen (juridiction de proximité) til appelretten for straffesager (Chambre des appels correctionnels) senest 10 dage efter dommens afsigelse.

Drejer det sig om en sag om en alvorligere lovovertrædelse, kan du appellere en dom afsagt af kriminalretten (tribunal correctionnel) til appelretten for straffesager senest 10 dage efter dommens afsigelse.

Hvis det drejer sig om en kriminalsag, kan du appellere nævningedomstolens (cour d'assises) afgørelse til en anden nævningedomstol senest 10 dage efter dommens afsigelse.

Du kan enten appellere den dom, der er afsagt i straffesagen (straffen) eller den dom, der er afsagt i det civile søgsmål (erstatning til ofret).

Du kan også appellere domme afsagt i appelsager og i sidste instans til kassationsrettens afdeling for straffesager (chambre criminelle de la cour de cassation) senest fem dage efter domsafsigelsen.

Kassationsretten, der er den højeste domstol, afsiger dom inden for en fastlagt frist om, hvorvidt appellen kan behandles. Hvis appellen kan behandles, træffer kassationsretten alene afgørelse om, hvorvidt dommen er afsagt i overensstemmelse med loven, og kan altså ikke tage stilling til skyldsspørgsmålet.

En anke eller appel skal indgives til dommerkontoret ved den domstol, der har afsagt den pågældende dom, eller til straffeanstaltens direktør, hvis du sidder i fængsel.

Under alle omstændigheder skal du altid selv underskrive appellen.

Hvad sker der, hvis jeg appellerer en dom?

Under behandlingen af appellen udsættes dommens fuldbyrdelse i princippet, og det gælder ved både appelretten og kassationsretten.

Hvis du har fået en frihedsstraf og derefter er blevet fængslet, bliver din fængsling dog ikke ophævet, mens din appelsag behandles, og indtil der afsiges en ny dom.

Når den retsinstans, der skal behandle appellen, har registreret modtagelsen af den, skal der afholdes et retsmøde inden for en "rimelig" frist.

Hvad sker der under appelsagen?

Da straffesager føres mundtligt, har du mulighed for at fremlægge og udvikle dine argumenter og fremlægge nye beviser under retsmødet, som indgår i den kontradiktoriske retsforhandling.

Appelretten for straffesager eller nævningedomstolen, der træffer afgørelse som appelinstans, kan enten stadfæste eller omstøde dommen.

I ganske særlige tilfælde, bl.a. hvor anklagemyndigheden har indgivet appel eller kontraappel, kan du risikere at få skærpet den oprindelige straf og skulle betale en større erstatning til den civile part (ofret).

Kassationsretten, der træffer afgørelse om, hvorvidt dommen er i overensstemmelse med loven, kan omstøde og annullere den anfægtede dom eller henvise sagen til appelretten.

En domstolsafgørelse bliver først endelig, når fristerne for at appellere den er udløbet.

Hvis den oprindelige domfældelse appelleres, og du frifindes ved den endelige dom i appelretten, kan du med visse forbehold ansøge om fuld erstatning for den økonomiske og ikke-økonomiske skade, som denne "vilkårlige" fængsling har påført dig.

Du bliver informeret om din ret til at få erstatning, når afgørelsen om frifindelse forkyndes for dig.

Derefter har du seks måneder efter meddelelsen om afgørelsen om frikendelse til at fremsætte begæring herom til den øverste formand for appelretten i den retskreds, hvor dommen er afsagt.

Formanden træffer en begrundet beslutning om din begæring om erstatning efter et offentligt retsmøde, hvor enten du selv eller din advokat kan få ordet.

Den øverste formands beslutning kan appelleres til "la Commission Nationale de réparation des détentions" (CNR) senest 10 dage efter, at du har fået meddelelse om beslutningen.

CNR's beslutning er endelig og kan ikke appelleres.

Erstatning betales af staten.

Vil disse overtrædelser blive opført på min straffeattest?

Hvis du efter appelsagen og den endelige dom idømmes en straf, vil straffen blive opført på din straffeattest og registreret i dit hjemlands strafferegister.

Jeg kommer fra en anden medlemsstat. Kan jeg blive sendt tilbage efter retssagen?

Ifølge Europarådets konvention om overførelse af domfældte af 21. marts 1983 kan både dit hjemland og Frankrig, der er domsstaten, anmode om at få dig overført.

Du kan dog kun blive overført, hvis du giver et frit, oplyst og forudgående samtykke til det, hvilket vil sige at du skal have fuldstændige, præcise oplysninger om følgerne af overførelsen.

Desuden kan du selv bede om en frivillig overførelse til dit hjemland. Din anmodning om at blive overført kan dog kun imødekommes, hvis flere betingelser er opfyldt.

Hvis jeg bliver dømt, kan jeg så dømmes en gang til for det samme?

I medfør af reglen "Non bis in idem", som den franske strafferet er baseret på, kan du hverken retsforfølges eller dømmes for noget i én medlemsstat, hvis du er blevet dømt og efterfølgende straffet i henhold til en endelig dom i en anden medlemsstat.

Sidste opdatering: 30/01/2017

De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af de respektive EU-lande. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Europa-Kommissionen påtager sig ingen form for ansvar for oplysninger eller data, der optræder i nærværende dokument, eller hvortil der henvises heri. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.

Feedback

Brug formularen nedenfor til at skrive kommentarer og feedback om vores nye website