Tiltalte i straffesager

Frankrig

Indholdet er leveret af
Frankrig

Hvis du er myndig, erkender, at du har begået den lovovertrædelse, du er anklaget for, og at straffen for denne overtrædelse er bøde eller fængsel i højst fem år, kan din sag blive behandlet efter en procedure med øjeblikkelig fremstilling efter forudgående tilståelse (procédure de comparution immédiate sur reconnaissance préalable de culpabilité). Du har pligt til at lade dig bistå af en advokat. Denne hurtige procedure giver mulighed for at få en mindre straf.

Hvor gennemføres retssagen?

Hvilken ret der er kompetent afhænger af overtrædelsens art og den territoriale kompetence. For forseelser er den kompetente domstol politiretten (tribunal de police) eller nærdomstolen (juridiction de proximité), enten det sted hvor forseelsen har fundet sted, eller hvor du bor.

Er der tale om en grovere lovovertrædelse, er det kriminalretten (tribunal correctionnel) det sted, hvor overtrædelsen er begået, hvor du bor, eller hvor du er blevet anholdt.

Og hvis der endelig er tale om en alvorlig forbrydelse, er det nævningedomstolen (cour d'assises) det sted, hvor forbrydelsen er begået, hvor du bor, eller hvor du er blevet anholdt.

Straffesagen foregår mundtligt og er offentlig. Undtagelsesvis kan sagen behandles for lukkede døre, f.eks. hvis lovovertræderen er mindreårig, eller på ofrets anmodning i sager om voldtægt, tortur eller barbariske handlinger ledsaget af seksuelle overgreb.

Sager om forbrydelser og grovere lovovertrædelser pådømmes af en eller flere juridiske dommere, mens nævningedomstolen, der er sat med ni nævninge og tre juridiske dommere, træffer sine afgørelser ved kvalificeret flertal, her mindst otte personer.

Kan tiltalen ændres under sagens behandling?

I retten behandles sagen udelukkende på grundlag af de forhold, der er beskrevet i anklageskriftet. Der kan ikke tages hensyn til andre forhold.

Retten har dog ret til under retsmødet at omkvalificere de forhold, der ligger til grund for søgsmålet, forudsat at du har haft mulighed for at fremsætte dine betragtninger om disse nye anklagepunkter. Hvis denne "rekvalifikation" betyder, at sagen udvides med nye forhold, skal du acceptere frivilligt at give møde i retten vedrørende disse forhold.

I Frankrig findes der ikke nogen procedure for at erklære sig skyldig. For visse lovovertrædelser er det dog muligt at blive dømt efter en procedure, hvor man på forhånd erkender sig skyldig, dvs. før retssagen. Hvis du tilstår, vil denne tilståelse blive forelagt retten og vurderet af dommerne ligesom alt andet bevismateriale.

Hvilke rettigheder har jeg under sagens behandling?

Du har pligt til at være til stede under hele retssagen. Hvis du ikke har en gyldig grund til ikke at være til stede, vil du blive dømt i dit fravær (in absentia), medmindre retten accepterer at udskyde sagen, til du kommer tilbage. Men retten har ikke pligt til at efterkomme en sådan anmodning. Hvis din advokat er til stede, kan denne dog blive hørt og repræsentere dig. I straffesager kan der udstedes en arrestordre mod dig.

I Frankrig er det kun vidner, parterne i civilsager og sagkyndige, der kan blive afhørt via en direkte tv-forbindelse.

Hvis du ikke forstår det sprog, der tales i retten, vil du få stillet en tolk til rådighed.

Du har pligt til at lade dig bistå af en advokat i straffesager. Dette er kun frivilligt i sager om forseelser og mindre lovovertrædelser. Du har ret til at udskifte din advokat under sagen.

Du vil få ordet i løbet af retssagen. Du har dog ret til ikke at udtale dig under hele proceduren. Dette kan påvirke dommernes overbevisning. Du kan ikke dømmes, blot fordi du har løjet under retsmødet. En løgn vil dog påvirke rettens afgørelse. Desuden kan det være til skade for din advokats strategi.

Hvilke rettigheder har jeg i forhold til beviserne mod mig?

Alle beviser i sagen skal fremlægges under de kontradiktoriske indlæg, således at I kan diskutere dem. Valget af bevismidler er frit i fransk straffelov, og de kan fremlægges under alle omstændigheder. Du kan derfor fremlægge alle de nødvendige beviser, også beviser, der er indsamlet af en privatdetektiv, idet den eneste begrænsning er, at de skal være lovlige.

Du kan anmode om at få afhørt bestemte vidner. Du kan stille vidnerne spørgsmål under retsmødet, enten direkte eller gennem din advokat, og bestride deres udsagn med alle midler.

Vil der blive taget hensyn til oplysninger på min straffeattest?

Dommerne vil se på din straffeattest. Din straffeattest vil være vedlagt sagen under hele proceduren. Den kompetente retsmyndighed, som skal afgøre din sag, kan eventuelt anmode om at få din straffeattest fra en anden medlemsstat.

Hvad sker der efter retssagen?

Din advokat vil før sagens afslutning have drøftet sagens eventuelle udgang med dig, dog forudsat at du fortalt advokaten alt om din situation. Du kan blive frifundet eller dømt.

Hvis du bliver dømt, findes der følgende strafmuligheder:

Frihedsberøvelse:

  • I straffesager (crimes): enten fængsel på livstid eller en tidsbestemt fængselsstraf. For tidsbestemt fængselsstraf er strafferammen fastsat i straffeloven. Strafferammen er 10 til 30 år.
  • For alvorlige lovovertrædelser (délits) er den højeste straf 10 års fængsel.

Når en straf om frihedsberøvelse ikke er tidsubestemt, er der mulighed for straflempelser såsom prøveløsladelse, udgang eller eftergivelse af straf.

Andre typer straf:

  • I alle sager kan man få et bødeforlæg, hvis størrelse afhænger af lovovertrædelsen.
  • I straffesager og sager om forseelser kan man dømmes til at betale erstatning for den skade, man har påført ofret.
  • Man kan også få en supplerende straf. Det kan f.eks. være samfundstjeneste (med din accept), inddragelse af rettigheder (f.eks. kørekort), konfiskation af ejendele, lukning af virksomhed, inddragelse af borgerrettigheder (f.eks. stemmeret) eller forbud mod at udstede en check. Desuden kan man få indrejseforbud i Frankrig (hvis man er udlænding) eller opholdsforbud.

Hvad er ofrets rolle under sagen?

Ofret kan være til stede eller lade sig repræsentere under sagen. Er ofret ikke til stede, anses den pågældende for at have givet afkald på denne mulighed. Ofret kan anlægge sag. Under sagen kan ofret selv eller dennes advokat forsvare ofrets interesser og kan kræve erstatning for de lidte skader.

Sidste opdatering: 30/01/2017

De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af de respektive EU-lande. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Europa-Kommissionen påtager sig ingen form for ansvar for oplysninger eller data, der optræder i nærværende dokument, eller hvortil der henvises heri. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.

Feedback

Brug formularen nedenfor til at skrive kommentarer og feedback om vores nye website