På det civilretlige område vil verserende sager og sager, der er indledt inden overgangsperiodens udløb, fortsætte i henhold til EU-retten. E-Justice-portalen vil – i overensstemmelse med en aftale med Det Forenede Kongerige – fortsat indeholde relevante informationer vedrørende Det Forenede Kongerige indtil udgangen af 2024.

Tiltalte i straffesager

England og Wales

Indholdet er leveret af
England og Wales

Kan jeg appellere afgørelsen?

Hvis du er dømt i Magistrates' Court, kan du appellere dommen til den lokale Crown Court. Du kan også appellere dommen til Administrative Court i London, hvis du mener, at lægdommerne har fejlfortolket loven.

Hvis du er dømt i Crown Court, kan du kun appellere, hvis du har fået tilladelse hertil, f.eks. fordi dommeren har begået en fejl. Du kan herefter appellere dommen til Court of Appeal i London.

Hvordan appellerer jeg en dom?

Hvis retssagen er ført ved Magistrates' Court, skal du appellere dommen inden for 21 dage. Hvis retssagen er ført ved Magistrates' Court, skal du appellere dommen inden for 28 dage. Din advokat kan rådgive dig, om og hvordan du kan appellere.

Hvornår kan jeg appellere en dom?

Du kan appellere enhver afgørelse truffet af Magistrates' Court, men det kræver, at du udfylder og returnerer en blanket, som fås i retten.

Proceduren for appeller ved Crown Court er mere formel. Når du indgiver en appel, skal du give en detaljeret redegørelse for årsagerne til din appel. Du kan appellere, hvis:

  • dommeren gav nævningetinget forkerte instrukser
  • der er sket en fejl i retsproceduren
  • beviser blev godkendt eller afvist på et forkert grundlag.

Du kan appellere en dom, hvis:

  • dommeren har begået en juridisk fejl
  • den idømte straf er for lang.

Hvad sker der ved det retsmøde, hvor appellen behandles?

En appel fra Magistrates' Court vil normalt blive behandlet af en dommer og to lægdommere (ikke de samme som dem, der oprindeligt behandlede sagen). Det er tale om et nyt retsmøde, og der kan blive fremlagt nye eller anderledes beviser samt fakta. Hvis appellen kun vedrører straffen, kan Crown Court nedsætte straffen, stadfæste den eller forlænge den.

Hvis du bestrider lægdommernes fortolkning af loven i Administrative Court, og den fastslår, at lægdommerne tog fejl, vil dommen blive tilsidesat. Under visse omstændigheder kan den blive sendt tilbage til Magistrates' Court til yderligere behandling.

En appel vedrørende en dom afsagt i Crown Court vil blive behandlet i Court of Appeal. Din advokat og anklageren vil fremføre argumenter for det materielle indhold af din appel. Retten kan anmode om yderligere beviser. Du kan generelt ikke fremlægge beviser, der var tilgængelige på tidspunktet for retssagen, og som du valgte ikke at fremlægge under retssagen. Appelsager er åbne for offentligheden.

Hvis du ikke er fængslet, har du ret til at være til stede under appelsagen. Hvis du er fængslet, har du ret til at være til stede under appelsagen, medmindre den udelukkende vedrører juridiske forhold. Retten kan give dig tilladelse til at deltage via en videoforbindelse.

Hvad sker der, hvis jeg er i fængsel, når jeg indgiver min appel?

Når du har ansøgt om at appellere en dom, kan du ansøge om at blive løsladt fra fængslet, indtil appelretsmødet har fundet sted, selvom løsladelse under sådanne omstændigheder sjældent forekommer. Hvis du løslades mod kaution, kan det ske på visse betingelser.

Hvor lang tid går der, inden min appel behandles?

Appelsager vedrørende domme fra Magistrates' Court behandles normalt hurtigt, hvis du er varetægtsfængslet, men ellers inden for tre til seks måneder. Du skal have tilladelse fra en højtstående dommer til at appellere en afgørelse fra Crown Court til Court of Appeal. Appelsager vedrørende domme behandles i gennemsnit inden for otte måneder og appelsager vedrørende straffe inden for fem måneder. Du kan til enhver tid opgive en appel ved at skrive til Criminal Appeal Office.

Hvad sker der, hvis jeg får medhold/ikke får medhold i min appel af dommen?

Hvis du får medhold i din appel, annullerer retten din dom, som stryges fra sagens officielle akter. Under visse omstændigheder kan retten tilsidesætte dommen, men give anklageren lov til at indlede en ny retssag mod dig.

Hvis du ikke får medhold i din appel, ændres dommen normalt ikke, men i nogle tilfælde kan appelretten erstatte en dom med en mindre alvorlig lovovertrædelse (dette er normalt ikke muligt ved appelsager fra Magistrates' Court).

Hvad sker der, hvis jeg får medhold/ikke får medhold i min appel af straffen?

Hvis du får medhold i din appel, vil retten udmåle en ny straf. Hvis du ikke får medhold i din appel, kan retten stadfæste eller forlænge den oprindelige straf.

Har jeg ret til at appellere igen til en højere instans eller en anden domstol?

Hvis du har appelleret en straf udmålt af Magistrates' Court, og appellen er blevet afvist af Crown Court, kan du anmode Criminal Cases Review Commission (CCRC) om at sende din sag tilbage til Court of Appeal. Dette forekommer sjældent.

Hvis du har appelleret til Administrative Court eller Court of Appeal, har du muligvis ret til at indgive endnu en appel til Supreme Court i Det Forenede Kongerige, hvis din appel rejser et spørgsmål af generel juridisk betydning.

Hvis jeg får medhold i min appel, vil jeg så få kompensation?

Du kan ansøge om kompensation inden for to år ved at udfylde denne blanket. Beslutningen træffes af staten. Din advokat vil kunne forklare dig, hvordan ordningen fungerer

Kan jeg appellere igen, hvis jeg ikke får medhold i min første appel?

I ekstraordinære tilfælde er yderligere appel mulig, hvis der opstår nyt grundlag herfor. Hvis du ønsker at fremlægge nye beviser, skal du forklare, hvorfor de ikke blev fremlagt under retssagen.

Er der andre måder at appellere på?

Du kan anmode CCRC om at undersøge, om der er sket en fejlagtig domfældelse. De kan henvise din sag til den relevante appelret. Hvis det sker, vil din sag blive behandlet som en normal appelsag.

Jeg kommer fra et andet medlemsland. Kan jeg blive sendt tilbage dertil efter retssagen?

Hvis du idømmes fængselsstraf, kan du muligvis blive udvist efter endt straf. Hvis du ikke er britisk statsborger, og straffen er 12 måneder eller mere, eller hvis du er dømt for visse alvorlige lovovertrædelser, vil staten normalt kræve udvisning efter endt fængselsstraf.

I andre tilfælde, hvor fængselsstraf kan komme på tale, kan dommeren, hvis du er over 17 år, anbefale, at du bliver udvist efter endt fængselsstraf. Dette kan ske, uanset om du er idømt en fængselsstraf eller ej. Staten træffer afgørelsen på baggrund af dommerens anbefaling. Dommerens anbefaling er en del af straffen og kan appelleres som beskrevet ovenfor. Staten vil muligvis forsøge at få dig udvist uden rettens anbefaling, hvis det findes "ønskeligt af hensyn til almenvellet".

Hvis du er statsborger i et andet medlemsland, kan du kun blive udvist af hensyn til de grundlæggende retsprincipper, den offentlige sikkerhed eller den offentlige sundhed. At være dømt for et strafbart forhold kan ikke i sig selv retfærdiggøre udvisning. Du kan appellere beslutningen om udvisning til et særligt tribunal.

Hvis jeg bliver dømt, kan jeg så blive stillet for retten igen for den samme lovovertrædelse?

Hvis du er blevet dømt eller frikendt for en lovovertrædelse efter en retssag i Det Forenede Kongerige, kan du kun blive stillet for retten igen i England for den samme lovovertrædelse under særlige omstændigheder. Den samme regel gælder, hvis der er afsagt dom efter en retssag, der er afholdt i et andet medlemsland.

Oplysninger om domme

Domme og advarsler opbevares i Police National Computer (PNC), indtil du fylder 100 år. Hvis du mener, at oplysningerne om dig er forkerte, kan du bestride dem. Din advokat kan fortælle dig, hvordan du gør. Du kan også bede politichefen i det område, hvor lovovertrædelsen fandt sted, om at rette eller slette oplysningerne.

Advarsler, påtaler og sidste advarsler behandles som domme.

Selv efter at du har afsonet en eventuel straf, skal du oplyse om dommen eller advarslen, når du bliver bedt om det (f.eks. på jobansøgninger), indtil dommen bliver forældet. Hvor lang tid det tager, afhænger af lovovertrædelsens art og straffen.

Hvis du har modtaget en Fixed Penalty Notice eller Penalty Notice for Disorder, fremgår den ikke af din straffeattest.

Relevante links

Court of Appeal

Vejledning i indledning af appelsager ved Court of Appeal

Supreme Court for Det Forenede Kongerige

Criminal Cases Review Commission

Criminal Records Bureau

Rehabilitering af lovovertrædere

Criminal Appeal Act 1968 (med senere ændringer)

Rehabilitation of Offenders Act 1974 (med senere ændringer)

Bail Act 1976 (med senere ændringer)

Magistrates Court Act 1980 (med senere ændringer)

Senior Courts Act 1981 (med senere ændringer)

Criminal Appeal Act 1995 (med senere ændringer)

Police Act 1997 (med senere ændringer)

Human Rights Act 1998 (med senere ændringer)

Police and Justice Act 2006 (med senere ændringer)

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

Sidste opdatering: 01/12/2016

De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af de respektive EU-lande. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Europa-Kommissionen påtager sig ingen form for ansvar for oplysninger eller data, der optræder i nærværende dokument, eller hvortil der henvises heri. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.