Tiltalte i straffesager

Tjekkiet

Dette faktablad beskriver dine rettigheder under retssagen.

Indholdet er leveret af
Tjekkiet

Grundlæggende rettigheder

Under en straffesag har du ret til:

  • at forvente, at de myndigheder, der er ansvarlige for straffesagen, arbejder så hurtigt som muligt og tager fuldt hensyn til dine rettigheder og grundlæggende friheder
  • at forlange, at de myndigheder, der er ansvarlige for straffesagen, sørger for, at der ikke er rimelig tvivl om de faktiske omstændigheder, som er vigtige for, at der kan træffes en rigtig afgørelse. De skal vurdere de beviser, der er til fordel og ulempe for dig, lige grundigt
  • at få oplysninger om dine rettigheder af de myndigheder, der er ansvarlige for straffesagen, og få mulighed for at udøve disse rettigheder fuldt ud
  • at udtale dig om alle anklagepunkter mod dig og om de beviser, de bygger på
  • at nægte at udtale dig
  • at gennemgå dokumenter, få udskrifter og tage noter og kopier for egen regning
  • at deltage i forhandlingerne under retssagen og i de offentlige retsmøder, der afholdes i forbindelse med en appel
  • at komme med et afsluttende indlæg under retssagen og under det offentlige retsmøde i forbindelse med appellen samt at indgive en afsluttende begæring
  • at fremlægge faktiske omstændigheder og beviser til støtte for dit forsvar
  • at indgive begæringer (om undersøgelse af beviser og beslutningsmetoder) og fremsætte anmodninger
  • at anvende retsmidler (som regel en klage, appel, kritik eller ekstraordinær begæring om genoptagelse af sagen, klage over et lovbrud samt en appel)
  • at vælge en forsvarer (hvis du ikke vælger én selv, kan det gøres af et familiemedlem eller af en anden person, der er involveret i sagen) og rådføre dig med ham eller hende, uanset om det sker i forbindelse med foranstaltninger, som den myndighed, der er ansvarlig for straffesagen, er alene om at træffe
  • at føre private samtaler med din forsvarer, hvis du er varetægtsfængslet eller afsoner en fængselsstraf
  • at kræve, at din forsvarer er til stede, når du afhøres, og at han eller hun deltager i andre dele af den forberedende procedure
  • at anvende dit modersmål eller et andet sprog, som du taler, over for de myndigheder, der er ansvarlige for straffesagen, hvis du har oplyst, at du ikke taler tjekkisk.

Retssagen

Indledende forhandling om anklageskriftet

Hvis der er fremlagt et anklageskrift, undersøges det af retsformanden, som tager stilling til, om der kræves en indledende forhandling, eller om sagen kan berammes.

I forlængelse af den indledende forhandling om anklageskriftet kan retten træffe afgørelse om:

  • at der skal tages stilling til rettens kompetence
  • at sagen skal overdrages til en anden myndighed (hvis der kan være tale om en forseelse i stedet for en forbrydelse mv.)
  • at indstille strafforfølgningen
  • at udsætte strafforfølgningen
  • at hjemvise sagen til den offentlige anklager med henblik på yderligere efterforskning
  • at udsætte strafforfølgningen på visse betingelser eller acceptere et forlig.

Hvor vil retssagen blive afholdt?

Afhængig af det strafbare forholds grovhed vil sagen i første instans blive behandlet af den underret eller regionale domstol, der har kompetence på det sted, hvor den strafbare handling blev begået, det sted, hvor tiltalte bor, eller det sted, hvor den strafbare handling blev opdaget.

Vil retssagen være offentlig?

Ja, retssagen er offentlig. I visse tilfælde vil den dog blive behandlet for lukkede døre.

Hvem træffer afgørelse i sagen?

Der træffes afgørelse af et dommerpanel eller en enkelt dommer.

Kan jeg gøre indsigelse mod dommeren?

Ja, se Faktablad 2.

Kan anklagepunkterne ændres under retssagen?

Formålet med retssagen er kun at tage stilling til den handling, der er beskrevet i anklageskriftet. Hvis det viser sig, at du har foretaget andre ulovlige handlinger, kan det dog besluttes under den indledende forhandling om anklageskriftet eller ved retssagens afslutning, at sagen skal hjemvises til den offentlige anklager med henblik på yderligere efterforskning.

De nye påstande angives i det ændrede anklageskrift. Retten kan bestemme, at du skal straffes mildere eller hårdere for den handling, som du er anklaget for, end den offentlige anklager har foreslået.

Hvad sker der, hvis jeg erklærer mig skyldig i alle eller nogle af anklagepunkterne under retssagen?

Selv om du erklærer dig skyldig, vil retten undersøge og vurdere forklaringerne fra de personer, der vidner til fordel for dig.

Hvilke rettigheder har jeg under retssagen?

Se afsnittet om grundlæggende rettigheder i indledningen af dette faktablad. Hertil kommer en række særlige rettigheder, der finder anvendelse i visse processituationer.

Er det nødvendigt, at jeg er til stede under retssagen? Kan retssagen finde sted, selv om jeg ikke er til stede?

Retssagen kan finde sted, selv om du udebliver, men ikke hvis:

  • du er varetægtsfængslet
  • du afsoner en fængselsstraf
  • sagen vedrører et strafbart forhold, som du kan blive idømt mere end fem års fængsel for. Du behøver imidlertid heller ikke at være til stede under en sådan retssag, hvis du har anmodet retten om at afsige udeblivelsesdom.

I de tilfælde, hvor du har pligt til at lade dig forsvare (se Faktablad 1), kan retssagen ikke finde sted, uden at forsvareren er til stede.

Hvis jeg bor i et andet medlemsland, kan jeg så deltage via en videokonference?

Det er ikke muligt at deltage i en retssag på denne måde.

Vil jeg være til stede under hele retssagen?

Du vil være til stede under hele retssagen. Du behøver ikke at deltage i procedurer, der finder sted uden for retssagens rammer, men du eller din forsvarer har ret til at deltage i dem, hvis du ønsker det.

Vil jeg få en tolk, hvis jeg ikke forstår, hvad der foregår?

Ja, se afsnittet om grundlæggende rettigheder i indledningen af dette faktablad.

Skal jeg have en advokat?  Vil jeg få tildelt en advokat? Kan jeg skifte advokat?

Det fremgår af lov om strafferetspleje, i hvilke tilfælde du skal have en forsvarer. Se Faktablad 1.

Har jeg lov til at udtale mig under retssagen, og har jeg pligt til det?

Du har ret til et forsvar under retssagen, dvs. ret til at forsvare dig selv eller til at gøre brug af en forsvarer. Retten vil under hele retssagen give dig eller din forsvarer mulighed for at udtale jer om alle processuelle tiltag, der iværksættes. Du behøver ikke at udnytte din ret til at forsvare dig selv, og du kan nægte at udtale dig.

Hvad er konsekvenserne, hvis jeg ikke taler sandt under retssagen?

Tiltalte har ikke pligt til at tale sandhed i retten. Hvis du bevidst kommer med urigtige oplysninger for at få andre strafforfulgt, risikerer du imidlertid at blive tiltalt for injurier efterfølgende.

Hvilke rettigheder har jeg med hensyn til de beviser, der fremlægges mod mig?

Du har ret til at udtale dig om beviserne og foreslå yderligere beviser eller foreslå beviser, der støtter dit forsvar.

Du vil få mulighed for at komme med et afsluttende indlæg, hvori du tager stilling til bevismaterialet, efter at de enkelte bevismidler er blevet undersøgt.

Hvilke former for beviser kan jeg fremlægge til støtte for min egen sag og under hvilke omstændigheder?

Ud over at afgive forklaring kan du foreslå beviser, der vil kunne afkræfte eller mildne din skyld. Der kan bl.a. være tale om afhøring af vidner, anfægtelse af beviser, identificering af vidner, rekonstruktion på gerningsstedet, indkaldelse af sagkyndige, skriftligt bevismateriale, eftersøgninger osv.

Du kan opfordre retten til at undersøge disse beviser. Retten afgør selv, om den vil følge denne opfordring. Når retsformanden har fastslået, at bevismaterialet er fyldestgørende, kan der ikke fremlægges flere beviser i forbindelse med retssagen.

Kan jeg bruge en privatdetektiv til at skaffe beviser?

Det er muligt at gøre brug af en privatdetektiv. Detektiven skal imidlertid handle inden for lovens rammer, for at de beviser, der skaffes, kan anvendes under retssagen. Privatdetektiven må ikke påvirke vidnerne.

Kan jeg få vidner til at tale min sag?

Du kan foreslå, at en bestemt person afhøres, hvis du mener, at den pågældendes forklaring vil gavne din sag, men du må ikke påvirke vidnet.

Vil oplysninger om tidligere straffe blive taget i betragtning?

Der vil muligvis blive taget hensyn til dine tidligere straffe i forbindelse med strafudmålingen, forudsat at de er af nyere dato.

Hvad sker der ved retssagens afslutning?

Retssagen kan afsluttes på følgende måder:

  • sagen kan hjemvises til den offentlige anklager med henblik på yderligere efterforskning
  • sagen kan overdrages til en anden myndighed, hvis der kan være tale om en forseelse i stedet for en forbrydelse. strafforfølgningen kan indstilles
  • strafforfølgningen kan indstilles på visse betingelser, eller der kan indgås forlig
  • retten kan kende tiltalte skyldig eller frikende den pågældende.

Domme – den forurettedes rettigheder

Hvilken straf kan jeg få?

Ifølge lov om strafferetspleje kan du idømmes følgende straf, hvis du har begået en strafbar handling:

  • fængselsstraf i form af en ubetinget eller betinget dom eller en betinget dom med krav om tilsyn (medmindre andet er bestemt i loven). Du kan også idømmes en særlig streng straf i form af fængsel i 20-30 år eller derover eller livsvarigt fængsel
  • husarrest
  • samfundstjeneste
  • konfiskation af fast ejendom
  • bøde
  • konfiskation af genstande eller andre aktiver
  • forbud mod visse aktiviteter
  • forbud mod ophold
  • forbud mod deltagelse i sportslige, kulturelle eller andre sociale aktiviteter
  • fratagelse af ærestitler eller hæderstegn
  • militær degradering
  • udvisning.

Hvilken rolle har offeret (den forurettede) under domsforhandlingen?

Offeret, dvs. den forurettede, som har lidt person- eller tingsskade eller anden skade på grund af en forbrydelse, har ret til:

  • at lade sig repræsentere af en stedfortræder; hvis den forurettede godtgør, at han eller hun ikke har tilstrækkelige midler, kan der tilbydes gratis retshjælp fra en advokat
  • at indgive begæringer om yderligere beviser
  • at gennemgå sagsakterne
  • at deltage i retssagen og i det offentlige retsmøde i forbindelse med en appel
  • at udtale sig om sagen, før den afsluttes
  • hvis den forurettede har ret til skadeserstatning ifølge loven, og tiltalte kendes skyldig, kan den forurettede anmode retten om at pålægge tiltalte at betale erstatning. Anmodningen skal fremsættes forud for bevisførelsen
  • hvis tiltalte eller den dømte kan være til fare for den forurettede og kommer på fri fod, skal den forurettede i god tid advares om, at den pågældende er blevet løsladt eller er flygtet, og om lignende forhold.

Relevante links

Justitsministeriet

Den offentlige straffelov

Bistand til ofre for forbrydelser

Sidste opdatering: 03/07/2019

De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af de respektive EU-lande. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Europa-Kommissionen påtager sig ingen form for ansvar for oplysninger eller data, der optræder i nærværende dokument, eller hvortil der henvises heri. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.

Feedback

Brug formularen nedenfor til at skrive kommentarer og feedback om vores nye website