Tiltalte i straffesager

Cypern

Disse faktablade fortæller, hvad der sker, når en person er mistænkt eller tiltalt for en lovovertrædelse, der skal behandles i retten. For oplysninger om mindre alvorlige forseelser som f.eks. overtrædelser af færdselsloven, der normalt straffes med en bøde, se faktablad 5. Hvis du selv har været udsat for en strafbar handling, kan du finde detaljerede oplysninger om dine rettigheder her.

Indholdet er leveret af
Cypern

Kort gennemgang af straffeprocessen

I det følgende gives en oversigt over de sædvanlige trin i en straffesag.

  • En person, som mistænkes for at være involveret i et strafbart forhold, kan blive afhørt af politiet. Politiet har ansvaret for at efterforske strafbare forhold.
  • Den mistænkte kan anholdes efter en retskendelse, medmindre den pågældende bliver grebet på fersk gerning.
  • Før politiafhøringen skal den mistænkte oplyses om sin ret til at tale med en advokat og om sine øvrige rettigheder.
  • Hvis der ved efterforskningens afslutning foreligger belastende beviser mod den mistænkte, rejser politiet formel tiltale mod den pågældende. I alvorlige straffesager træffer generaladvokaten afgørelse om at rejse tiltale. Politiets beføjelser er altid underlagt generaladvokaten, som i henhold til forfatningen har beføjelse til at indlede, gennemføre, overtage og fortsætte eller afbryde en straffesag.
  • Politiet sender et anklageskrift med angivelse af anklagepunktet/anklagepunkterne til en underretsdommer med henblik på godkendelse. Hvis det bliver godkendt, indkaldes den tiltalte til et retsmøde på en bestemt dato.
  • Afhængigt af alvoren træffes der i straffesager afgørelse: (a) summarisk af en enkelt dommer ved den underret, som har kompetence, der hvor lovovertrædelsen blev begået, (b) af straffedomstolen, som består af tre underretsdommere og en retsformand for underretten.
  • I summarisk behandlede sager erklærer den tiltalte sig skyldig eller ikke skyldig den dag, den pågældende møder for retten. I sager, der behandles af straffedomstolen, foretages der på den fastsatte dato en forundersøgelse for en underretsdommer. Der kan ses bort fra en forundersøgelse, hvis generaladvokaten bekræfter, at det er unødvendigt. Nu til dags foretages der som regel ikke en forundersøgelse.
  • Offeret for en strafbar handling har ret til at rejse privat påtale.
  • Generaladvokaten har det overordnede ansvar for den strafferetlige tiltale og har herunder også ret til at afbryde en straffesag.
  • Der føres ikke nævningesager i Cypern.
  • Hvis retten ved en undersøgelse fastslår, at den tiltalte ikke er egnet til at erklære sig skyldig eller ikke skyldig, fordi den pågældende er mentalt forstyrret eller handicappet, kan retten træffe afgørelse om, at den pågældende skal behandles på en psykiatrisk institution.
  • Den tiltalte kan indgive en formalitetsindsigelse i forbindelse med: (a) manglende indholdsmæssig eller stedlig kompetence, (b) tidligere frifindelse eller dom for den/de samme lovovertrædelse(r), (c) benådning i forbindelse med lovovertrædelsen/lovovertrædelserne, (d) mangelfuld eller dobbelt tiltale.
  • Der kan rejses tiltale mod mere end én person i det samme anklageskrift i forbindelse med relateret strafbar adfærd. Hvis dette anses for at være urimeligt, kan retten bestemme, at anklagepunkterne skal opdeles med henblik på retssagen.
  • Retssagen starter med, at anklagemyndigheden fremlægger sine beviser. Herefter bestemmer retten, om påstanden er bevist. Hvis det er tilfældet, bliver den tiltalte indkaldt af retten til at fremlægge sit forsvar og bliver oplyst om sin ret til at nægte at udtale sig eller til at udtale sig på anklagebænken eller afgive forklaring under ed. Den tiltalte kan til enhver tid fremlægge beviser til støtte for sin sag. Der kan ikke drages en ugunstig slutning af, at den tiltalte vælger ikke at udtale sig. Når forsvaret har fremlagt sin sag, kan parterne fremlægge deres afsluttende anbringender, og retten kan afsige sin dom.
  • Alle vidner, der aflægger forklaring under ed, kan krydsforhøres.
  • Retssagen skal overholde standarderne for en retfærdig retssag. Tiltalte anses under hele retssagen for at være uskyldig. Bevisbyrden påhviler til enhver tid anklagemyndigheden. Hvis retten ved retssagens afslutning ikke anser det for bevist uden for enhver tvivl, at den tiltalte er skyldig, skal den pågældende frifindes.
  • Hvis den tiltalte bliver dømt, skal der foretages en strafudmåling.

Faktabladene indeholder oplysninger om alle disse procestrin og om dine rettigheder. Oplysningerne erstatter ikke juridisk rådgivning og er kun vejledende.

Europa-Kommissionens rolle

Bemærk, at Europa-Kommissionen ikke involverer sig i straffesager i de enkelte medlemslande og ikke kan hjælpe dig, hvis du ønsker at klage. Faktabladene indeholder oplysninger om, hvordan og til hvem du kan klage.

Klik på linkene nedenfor for at finde de oplysninger, du har brug for

1 – Juridisk bistand

2 – Mine rettigheder i forbindelse med en politiefterforskning

  • Anholdelse og ransagning

3 – Mine rettigheder under retssagen

  • Straftyper

4 – Mine rettigheder efter retssagen

5 – Overtrædelse af færdselsloven og andre mindre alvorlige forseelser

Relevante links

Republikken Cyperns rigsadvokatur

Cyperns højesteret

Cyperns politi

Sidste opdatering: 18/07/2019

De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af de respektive EU-lande. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Europa-Kommissionen påtager sig ingen form for ansvar for oplysninger eller data, der optræder i nærværende dokument, eller hvortil der henvises heri. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.

Feedback

Brug formularen nedenfor til at skrive kommentarer og feedback om vores nye website