Selskabsregistre i de enkelte EU-lande

Tjekkiet

Dette afsnit indeholder en oversigt over det offentlige register (veřejný rejstřík) i Tjekkiet. Foreningsregistret, handelsregistret, fondsregistret, institutionsregistret, fællesskabsregistret over selvejende enheder og registret over offentlige velgørenhedsorganisationer indgår alle i det offentlige register.

Indholdet er leveret af
Tjekkiet

Hvilke oplysninger kan man finde i det offentlige tjekkiske register?

Registret ineholder obligatoriske oplysninger vedrørende juridiske personer, der henhører under det privatretlige område. Almindelige regler om offentlige registre findes i § 120 i den civile lovbog (lov nr. 89/2012). Specielle regler om det offentlige register, der henhører under domstolene, er fastsat i lov nr. 304/2013 om offentlige registre, der omfatter juridiske og fysiske personer. Dokumentsamlingen (sbírka listin) udgør en del af det offentlige register. Den indeholder lovpligtige dokumenter, f.eks. stiftelsesdokumenter, selskabsvedtægter og regnskaber mv.

Handelsregistret føres af handelsretten. Det offentlige register forvaltes af justitsministeriet.

Følgende enheder indgår i det offentlige register:

  • foreninger
  • fagforeninger
  • internationale fagforeninger
  • arbejdsgiverorganisationer
  • internationale arbejdsgiverorganisationer
  • brancheorganisationer
  • branchefagforeningsorganisationer
  • internationale branchefagforeningsorganisationer
  • branchearbejdsgiverorganisationer
  • internationale branchearbejdsgiverorganisationer
  • Enkeltmandsvirksomheder, der er opført i handelsregistret
  • Interessentskaber
  • kommanditselskaber
  • anpartsselskaber
  • aktieselskaber
  • kooperativer
  • statsforetagender
  • kontrollerede virksomheder (spin-offs)
  • offentlige almennyttige organisationer
  • fonde
  • legater
  • institutioner
  • statsstøttede organisationer
  • ejerforeninger
  • europæiske økonomiske firmagrupper
  • enheder, der kontrolleres af udlændinge eller udenlandske selskaber
  • europæiske andelsselskaber
  • europæiske (aktie)selskaber (Societas Europaea)

De oplysninger, som det offentlige register skal indeholde, fremgår af lov nr. 304/2013 Rec. om offentlige registre, der omfatter juridiske og fysiske personer. De grundlæggende oplysninger, der skal registreres, er navnlig: Navn eller virksomhedsnavn, hjemsted, virksomhed, selskabsform, identifikationsnummer, ledelsesorganets navn, adresse eller virksomhedsnavn.

Er der gratis adgang til det offentlige register i Tjekkiet?

Det offentlige register føres i elektronisk format. Der er gratis adgang hertil via webportalen https://www.justice.cz/ og/eller søgninger kan foretages direkte på webstedet https://or.justice.cz/ias/ui/rejstrik. Det offentlige register er åbent for alle. Enhver kan tilgå det og tage kopier af (dele af) indholdet.

Hvordan søger man i det offentlige register i Tjekkiet?

Det offentlige register i Tjekkiet råder over en avanceret onlineinformationssøgningsapplikation. Der kan søges i registret ved hjælp af enhedens navn eller identifikationsnummer.

Hvor pålidelige er dokumenterne i registret?

Offentliggørelse af dokumenterne

Handelsretten indfører oplysninger og ændringer i registret, ligesom den tager imod dokumenter, herunder i elektronisk format, så snart en ny enhed er blevet registreret. Oplysninger, der er registreret i det offentlige register, og dokumenter, som er indleveret til dokumentregistret, offentliggøres på en sådan måde, at der er mulighed for langdistanceadgang. Handelsretten offentliggør de relevante oplysninger og gør det muligt for borgerne at indhente en officiel bekræftet elektronisk kopi heraf. Dette dokument undertegnes elektronisk under anvendelse af et af den relevante handelsret kvalificeret systemcertifikat, Det kan tilgås vederlagsfrit på justitsministeriets hjemmeside. Efter anmodning udsteder handelsretten en bekræftet hel eller delvis kopi af oplysningerne eller dokumenterne i dokumentregistret eller en attest, hvorved det bekræftes, at en bestemt oplysning ikke forefindes i det offentlige register, medmindre ansøgeren specifikt beder om en ubekræftet kopi. Handelsretten udsteder kun papirkopier af specifikke oplysninger, der er registreret i det offentlige register og af dokumenter, der er indleveret til dokumentregistret, før den 1. januar 1997, medmindre disse oplysninger eller dokumenter allerede forefindes i elektronisk form.

Muligheden for at rejse indsigelse overfor dokumenterne og deres indhold

En person, som er berørt af en oplysning i registret, kan ikke hævde, at oplysningen ikke er korrekt, over for en person, der er i god tro med hensyn til oplysningens korrekthed.

En registreret person kan kun over for tredjemand bestride oplysninger og indholdet af dokumenter, der efter loven skal offentliggøres, fra det tidspunkt, hvor de oprindeligt blev offentliggjort, medmindre det kan bevises, at tredjemand på et tidligere tidspunkt havde kendskab hertil. Den registrerede person bliver dog ikke bundet af oplysningerne eller af dokumenternes indhold inden for rammerne af retssager, der anlægges før den 16. dag efter offentliggørelsen, hvis tredjemand godtgør, at han ikke kunne have haft kendskab hertil.

Tredjemand kan altid støtte ret på ikke-offentliggjorte oplysninger og dokumenters indhold, medmindre den manglende offentliggørelse bevirker, at de anses for retligt ikke at have eksisteret (en nullitet).

Uoverensstemmende oplysninger

Hvis indførslen i det offentlige register er i strid med lovens ufravigelige bestemmelser, og der ikke er andre muligheder for at opnå en berigtigelse, opfordrer handelsretten den registrerede til at foranledige en berigtigelse. Er der tale om en juridisk person, og denne ikke sørger for en berigtigelse indenfor fristen, kan retten af egen drift træffe en afgørelse om opløsning af enheden, såfremt beskyttelseshensyn over for tredjemand tilsiger dette.

Såfremt ordlyden af en indførsel i det offentlige register på tjekkisk afviger fra en oversættelse heraf, eller et dokument i registret på tjekkisk afviger fra en frivilligt indleveret oversættelse af disse dokumenter til et fremmed sprog som omhandlet i § 74, stk. 1, i lov om offentlige registre, der omfatter juridiske og fysiske personer, kan der ikke støttes ret på ordlyden heraf over for tredjemand. Tredjemand kan støtte ret på ordlyden af et dokument, der er offentliggjort eller indleveret til registret på et fremmedsprog, medmindre den registrerede beviser, at tredjemand havde kendskab til ordlyden af indførslen eller dokumentet i den tjekkiske version.

Oversættelse af lov om offentlige registre

Justitsministeriet har indført en uofficiel oversættelse til engelsk af lov nr. 304/2013 om offentlige registre over juridiske og fysiske personer og register over truster, i den affattelse, der var gældende fra den 1. januar 2018. Denne oversættelse er udelukkende ment som en uforpligtende vejledning. Kun den tjekkiske tekst, der er offentliggjort i den tjekkiske samling af love, er gyldig. Se her.

Sidste opdatering: 11/12/2019

De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af de respektive EU-lande. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Europa-Kommissionen påtager sig ingen form for ansvar for oplysninger eller data, der optræder i nærværende dokument, eller hvortil der henvises heri. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.