Selskabsregistre i de enkelte EU-lande

Kroatien

I Republikken Kroatien forvaltes retsregistret af handelsretterne (trgovački sudovi).

Indholdet er leveret af
Kroatien

Retsregister (Sudski registar)

Retsregistret er en offentlig bog, som indeholder oplysninger og dokumenter om virksomheder, der skal indføres i registret i henhold til loven. Den enkelte registrerende ret har ansvaret for, at dens indførsler i registret er autentiske. Følgende indføres i registret: offentlige handelsselskaber (javna trgovačka društva), kommanditselskaber (komanditna društva), økonomiske firmagrupper (gospodarska interesna udruženja), aktieselskaber (dionička društva), selskaber med begrænset ansvar (društva s ograničenom odgovornošću), selvstændigt erhvervsdrivende (trgovci pojedinci), europæiske selskaber (SE), europæiske økonomiske firmagrupper (EØFG), europæiske andelsselskaber (SCE), institutioner (ustanove), institutionsfællesskaber (zajednice ustanova), andelsselskaber (zadruge), sammenslutninger af andelsselskaber (savezi zadruga), andelslånekasser (kreditne unije), forenklede selskaber med begrænset ansvar (jednostavna društva s ograničenom odgovornošću (j.d.o.o.)) og andre personer, der er registreringspligtige i henhold til loven. Filialer indføres i registret, hvis dette er et lovkrav.

Registret indeholder ingen oplysninger om håndværkere og foreninger.

Alle har adgang til oplysningerne i bogen, de dokumenter, indførslerne er baseret på, og de øvrige dokumenter og oplysninger i dokumentsamlingen, også selv om de ikke har nogen legitim interesse heri (med undtagelse af dokumenter, der i henhold til loven ikke er omfattet af princippet om fri offentlig adgang). Derudover kan enhver anmode om en udskrift, bekræftet kopi eller afskrift af dokumenter og oplysninger, som ligger i dokumentsamlingen.

Register

Oplysninger om registerindførsel og offentliggørelse af oplysninger om registrerede virksomheder

De vigtigste elementer i lovgivningen om oprettelse af registreringspligtige virksomheder og deres registrering er følgende: lov om retsregistret (Zakon o sudskom registru) (i det følgende benævnt "ZSR"), lov om handelsselskaber (Zakon o trgovačkim društvima) (i det følgende benævnt "ZTD") og reglerne for registerindførsel (Pravilnik o načinu upisa u sudski registar). De oplysninger, der er registreringspligtige ved lov, og alle ændringer af disse indføres i registret i henhold til disse lovbestemmelser.

Oplysningerne om de registrerede virksomheder er tilgængelige døgnet rundt, og der er gratis adgang til dem på retsregistrets websted.

Indledning af registreringsproceduren

Registreringsproceduren indledes med en skriftlig ansøgning om indførsel af oplysninger eller om ændring af tidligere indførte oplysninger. Ansøgningen indgives til den registrerende ret på papir eller elektronisk. En ansøgning skal indgives til retten senest 15 dage efter den dato, hvor betingelserne for indførsel er opfyldt, medmindre andet er fastsat ved lov. En ret kan indlede proceduren på eget initiativ, når dette er fastsat ved lov.

Notarer kan kommunikere elektronisk med den registrerende ret i overensstemmelse med deres beføjelser og bestemmelserne i ZSR.

Der kan anvendes en forenklet procedure for registrering af et forenklet selskab med begrænset ansvar (j.d.o.o.) (et selskab med højst tre deltagere, en bestyrelse med ét medlem og en selskabskapital på mindst 10,00 HRK). For at blive oprettet på denne måde skal disse selskaber anvende særlige blanketter udarbejdet af en notar.

Følgende personer kan indgive ansøgninger om registrering:

  • Notarer (som kan indgive ansøgninger elektronisk og udlevere udskrifter, kopier og afskrifter i henhold til artikel 4, stk. 2, i ZSR).
  • Personer, som er bemyndiget ved lov til at stille forslag om indførsler i registret (personligt eller via en befuldmægtiget repræsentant).
  • Personer, som håndterer sager for HITRO.HR-kontorer (som kan indgive ansøgninger om oprettelse af handelsselskaber via e-Tvrtka-systemet i henhold til de beføjelser, de er tildelt i separate forskrifter).

En indførsels retsvirkning

En indførsel får retsvirkning for den registrerede virksomhed dagen efter registerindførslen (medmindre andet er fastsat ved lov) og for tredjemand på den dag, hvor indførslen offentliggøres.

Ingen kan hævde, at de ikke har kendskab til oplysninger, som er indført i registerbogen, og som er blevet offentliggjort i henhold til bestemmelserne i ZSR.

Enhver kan påberåbe sig en registerindførsel vedrørende oplysninger og forhold, der er indført i registret i henhold til loven, med undtagelse af personer, hvis viden om, at de pågældende oplysninger i registerindførslen ikke stemte overens med virkeligheden, kan dokumenteres. De registrerede oplysninger eller de dokumenter, der henvises til i offentliggørelsen, kan ikke gøres gældende over for tredjemand for så vidt angår handlinger, som tredjemand foretager inden den sekstende dag efter dagen for offentliggørelsen af en registerindførsel, dersom tredjemand godtgør, at vedkommende ikke kunne have haft kendskab hertil.

En person i god tro kan ikke lide nogen skade, som skyldes, at vedkommende har sat sin lid til oplysninger og forhold, som er indført i registret i henhold til loven.

Lovovertrædelser og forseelser samt de registrerende domstoles straffe

Lovovertrædelser og forseelser samt de registrerende domstoles straffe fastsættes i artikel 624-632 i ZTD, og proceduren for advarsel og straf af personer, hvis opgave det var at opfylde juridiske forpligtelser vedrørende indgivelsen af en ansøgning om indførsel i registret, indledes i henhold til artikel 81 og 81a i ZSR.

Sidste opdatering: 06/09/2016

De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af de respektive EU-lande. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Europa-Kommissionen påtager sig ingen form for ansvar for oplysninger eller data, der optræder i nærværende dokument, eller hvortil der henvises heri. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.